Gå til hoved-indhold
Det var sikkert med en del sommerfugle i maven, at Kamilla Christensen døbte Hadsund Sejlklubs nye J/70 Chastine. Foto: Kasper Ofverlind ChristensenKapsejlads
Det var sikkert med en del sommerfugle i maven, at Kamilla Christensen døbte Hadsund Sejlklubs nye J/70 Chastine. Foto: Kasper Ofverlind Christensen

Hadsund køber splinterny J/70 – borgmester begejstret

Hårdt arbejde betaler sig. Den fornødne kapital er skaffet, og belønningen er i hus – en J/70 til 370.000 kr. ligger nu klar i Hadsund.

Af Per Carlsen, Hadsund Sejlklub |

Selvom feriefreden havde sænket sig over Hadsund Sejklubs ligasejlere, hvor holdets yngste har været på Sunny Beach med kæresten, og de “gamle drenge” har været på sommerferie ved de danske kyster i deres respektive “køkken-krydsere”, er klubbens J/70 projekt ikke sat på standby. 

Hårdt arbejde endelig belønnet 

En tidlig morgen, da klokken passerer 7:00, starter “P.F.” og “Mølleren”, som er to af støttegruppens medlemmer, bilen op med kurs mod den dansk-tyske grænse og destinationen Mittelmann’s Werft i Kappeln, Tyskland. 

Her er turens formål en splinterny J/70 til 370.000 kr., som står og venter i nabolandet. Der bliver kun gjort ét enkelt stop for at hente nummerplader til den nye trailer, som leveres sammen med båden. 

Vel fremme bliver båden gennemgået, hvor alt er, som det skal være. Den bliver modtaget uden anmærkninger. Herefter sættes kursen igen nordpå mod Hadsund, hvor holdet er tilbage allerede 18:30 samme dag – med en flot J/70 på anhængeren.

Resultatet af det hårde arbejde med at skaffe den fornødne kapital til J/70 projektet er endelig blevet belønnet!

5. generations sejler døber båden

Der er altid arbejde, der skal gøres. Efter at den nye båd er kommet til Hadsund Sejlklub, starter arbejdet med at få sat reklamer på båden, så den kan være klar til fredag 12. august, hvor sponsorer, medlemmer og andet godtfolk var indbudt til dåb af den nye båd.  

Et hold af trofaste støtter havde sørget for proviant til de 70 fremmødte gæster, så der både var lidt til maven og ganen.

Poul Flohr, en af mændende bag ligaprojektet i Hadsund, holdt en tale i sin sædvanlige stil, og den nye båd blev døbt Chastine efter sin 338 meter længere navnesøster, Chastine Mærsk… Selve dåben blev varetaget lidt nervøst, men sikkert, af Kamilla Christensen, som var blevet tildelt æren, da hun er femtegenerations sejler i Hadsund Sejlklub.

Borgmester var mest begejstret 

Sommer og musik hører sammen. Her er Hadsund ingen undtagelse, når byens dykkerklub, roklub samt sejlklub afholder Waterfestival på den gamle industrihavn. 

Ved kajen lå den nye J/70, og folk, som havde lyst til en tur på vandet, var velkommen til at hoppe i redningsvest og prøve kræfter med det våde element. 

Blandt bådens gæster var Mariagerfjord Kommunes borgmester Mogens Jespersen, som nok var den mest begejstrede af de i alt 50 børn og voksne, der var ude og prøve båden.

Ligaholdet på TV2-Nord 

Samtidig har TV2-Nord i løbet af sommeren været på tur og sendt live fra de forskellige kommuner i sendeområdet. Tirsdag var turen kommet til Mariagerfjord Kommune, hvor Hadsund blev besøgt. Her var ligaholdet med i kamerafeltet, og René kunne fortælle lidt om, hvad han mente om ombygningen af havnefronten i Hadsund og prøve at presse lidt ligasejlads ind… 

Se indslaget, hvor sejlerne er på skærmen ved 35. minut, her

Nu er det tilmed endelig tid til, at efterårssæsonen starter op igen. Hadsund Sejlklubs ligahold er tilbage i arbejdstøjet, når der skal sejles tredje afdeling af Sejlsportsligaens 1. division i Thisted den kommende weekend (26.-28. august). 

I efteråret venter yderligere ét ligastævne samt DM/NM. 

P.F. (Poul Flohr) og “Mølleren” (Hans Jørgen Jensen), netop hjemvendt fra Tyskland med den nye båd. Foto: Flemming Jensen

 

René er ved at få de sidste detaljer på plads, inden Hadsund Sejlklubs ligahold går “live” sammen med TV2-Nord. Foto: Per Carlsen

Sponsortavlen kom også på plads i løbet af sommerferien: Foto Per Carlsen

content-loader
content-loader
content-loader