Forleden fejrede Hellerup Sejlklub de to kvinder, der også er medlem i OL-klubben, hvor Paul Elvstrøm har bidraget med flest medaljer.
Men fejringen på dansk grund af de to 49erFXere startede allerede da de landede i Kastrup onsdag eftermiddag.
Allerede dagen efter var de klar til at møde de andre medlemmer i Yachtklubben Furesøen, som havde støttet de to dygtige Furesø-sejlere på vejen til OL – og siden fulgt dem tæt på kapsejladsbanerne i Rio gennem hver en vending.
I forbindelse med receptionen for de to sejlere, udnævnte Yachtklubben Furesøens formand Gert Eriksen på vegne af en enig bestyrelse de to olympiske medaljevindere til æresmedlemmer i klubben – som en anerkendelse af sejlernes flotte indsats ved OL, fortæller klubben til minbaad.dk.
Rigtig mange af klubbens sejlere og forældre var mødt op for at træffe de to sejlere, som gennem årene har tilbragt mange timer i Yachtklubben Furesøen, men som gennem det sidste par år hovedsagelig har trænet i Olympisk Sejlcenter Øst i Hellerup.
Vigtigste deltager i arrangementet var imidlertid Rudersdals borgmester Jens Ive, som medbragte en lykønskning fra Rudersdals Kommunalbestyrelse. Han havde forladt et møde i regi af Venstre før tid for at være med. Han medbragte herfra også en lykønskning fra statsminister Lars Løkke Rasmussen!
Borgmester Jens Ive talte om rollemodeller
Jens Ive fremhævede i sin tale det flotte ungdomsarbejde i Yachtklubben Furesøen, som havde dannet rammerne for de to dygtige sejleres udvikling. Han udtrykte et håb om, at Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen fortsat ville være aktive i Yachtklubben – også som rollemodeller for kommende generationer af sejlere.
I den tale, som Yachtklubben Furesøens formand Gert Eriksen holdt, nævnte han bl.a.: "Vi har fulgt dig, Katja, siden du som 8-årig blev medlem i klubben. I min billedsamling er der et billede fra 2003, hvor du er ude at sejle i din første Optimistjolle Frida. Omkring 2006 fik du Jena som træner under vintertræningen som A-optimistsejler, da var du forlængst opgraderet til en af klubbens kapsejladsjoller…"
Om Jena supplerede han:
"Du mødte Katja første gang som træner for A-sejlerne under et Opti-NM. Fra 2012 var du cheftræner i Yachtklubbens Talentcenter fra 2012 – at komme ude fra og blive træner i Yachtklubbens mest prestigefyldte projekt siger en del om dine kvaliteter og talent!"
"Jeres første triumf sammen var i maj 2012, hvor I sammen vinder EM i29erXX, som var forløberen for 49erFX. Forud havde I selv fundet sammen – vist ikke med Sejlunionens gode vilje". Yachtklubbens formand Gert Eriksen opridsede kort det videre forløb med OL-udtagelsen og bronzemedaljermne ved OL – inden hans udnævnelse af OL-sejlerne til æresmedlemmer.
Katja takkede for støtte
Katja takkede Yachtklubbens medlemmer for den store støtte, som hun og Jena havde modtaget fra dem gennem OL-kampagnen.
"Det er stort at kunne bringe en OL-medalje hjem til sin klub," fortalte 22-årige Katja.
Jena som har haft sin gang i klubben siden 2012 supplerede med, at der var et utrolig positivt miljø i Yachtklubben – "klubben virker på sin vis som en stor familie".
OL-pigernes videre planer er at komme i gang med studierne. Katja starter på DTU i næste uge, og Jena starter studie til januar. På spørgsmålet om de ville prøve at komme til OL igen om 4 år var svaret at det ikke var udelukket.
Katja udbrød "det kunne være fedt!"
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen er nu Yachtklubben Furesøens nyudklækkede æresmedlemmer med speciel klubnål med egeløv forbeholdt æresmedlemmer. Foto: Gert Eriksen