Bøje: Når båden står i vejen for turen

Jeg skrev for nogen tid siden en blog om at foretrække mindre både og se at komme afsted på drømmeturen – snarere end at vente i en evighed på den rigtige og store båd, det fulde udstyr, den rigtige uddannelse, det rigtige tidspunkt etc.

En læser, Mike Santis, gav som kommentar tippet om en bog af Rick Page og Jasna Tuta, der tager temaet op mere grundigt. Tak! Den bog fortæller jeg om her.

Han er ingeniør, og hun skolelærer. Begge US. Nu lever de af at undervise i sejlads og skrive om det. Da jeg sidst læste deres hjemmeside, var de midt i Stillehavet.

Ærgerligt at eje dyr båd

Bogen henvender sig til sejlere, der vil sejle langt – ja, måske vil lægge deres liv om til at bo ombord og sejle ”away forever”, som det hedder i undertitlen.

Jeg - i hvert fald - har ikke noget imod store, frække både med alt udstyr og komfort. Inklusive to bovpropeller, varme og air condition overalt, watermaker og central styring via smarttelefonen af systemerne ombord, inkl. sejlene. Legedrengen her vil gerne lege med, selvom han ikke har pengene til det. 

Men her er forfatterne mere klare i spyttet: “Jasna and I do not sail past a million dollar yacht and secretly wish it was us. No way! We know exactly what comes with that kind of vessel – the worry, the endless maintenance, the astronomical bills, sky-high insurance, the environmental guilt and the constant vigilance of being ripped off.” De synes kort sagt, at det er synd for ejeren!

En pant på friheden 

Mange, der har båd, sejler meget lidt i den. Gå i havnen, selv i højsæsonen, og 90% ligger der. Jeg forstår det godt. Ejerne har ofte krævende jobs som virksomhedsejere eller vigtige funktionærer. De kan ikke bare sådan stikke afsted. Med mindre man er så dygtig (eller har arvet), at man har andre til at køre sin eventuelle virksomhed. 

F.eks. som Erik Larsen, se link her, som jeg kendte og mange gange godt kunne lide. Han havde ret meget legetøj, både bl.a. en 12-meter, fly (flere), biler (mange), slot, ø. Han levede efter devisen ”The one with the most toys wins”, som jeg har på et klistermærke fra Californien. Men det gjorde ham ikke mere lykkelig. Jeg hører, at han drak sig ihjel.

Er man meget erhvervsmæssigt hængt op, er det også lækkert at have båden som en pant på friheden, også selvom den blot ligger i havnen. Jeg forstår det godt. 

Drømmen kan være klods om benet

I mange år, mens jeg drønede afsted erhvervsmæssigt, havde jeg ikke båd, men MÅTTE  have en cabriolet, altså en åben bil af en art, ved siden af den, jeg brugte til daglig. Den var min pant på friheden. Den sidste af disse, en åben Mercedes, solgte jeg så sent som sidste år. 

Jeg kørte den næsten kun, når den skulle til service, reparation og syn. Og kun om sommeren. Men fantomsmerten er der allerede. Nu går jeg og fantaserer om, at jeg absolut på min næste (og eneste bil?) skal have soltag (fortæl det ikke til nogen, men grin bare - når jeg ikke er der).

Problemet kommer ind, når man med en mere beskeden indkomst samtidig har drømmen om FAKTISK at sejle langt. Så kan drømmen om den store både med alt det herlige udstyr blive en klods om benet.

Hustruforfatter mere virkelig end Kløvedal

For nogen tid siden læste jeg på nettet en serie beretninger om et pensionist-ægtepar, som sejlede jorden rundt i en 42 fods båd. Hustruen skrev dem. De er i mine øjne en fortløbende beretning om problemerne med ønskebåden. 

Svært at finde plads i marinaerne. Ca. 300 kr. i havneafgift. Ved ikke nok om en lokal fisk, foretrak det kendte kød i fryseren. Men så bøvl med fryseren (indholdet må smides ud). Garantibeviset væk (som om det havde hjulpet i Langbortistan). Gassen (mærkeligt at de ikke har danske gasflasker). 

Solpanelerne. Skaffe reservedele ”hjemmefra” etc. Gå til forhandleren hver dag for at lægge pres på ham (dejligt at opleve lokale mennesker). Rorleje løst. Det var blot problemerne i én havn.

Sådan lyder Troels Kløvedals og sønners sejladsberetninger ikke – der er mere romantik og charmerende lokalbefolkning. Men jeg tror, at det skyldes, at Kløvedal er en bedre storyteller med mere flair for vore drømme, mens den jordbundne hustruforfatter kommer virkeligheden nærmere.

Ikke mærkeligt, at pensionist-ægteparret, som jeg har set flere ”jordomsejlere” gøre, tager hjem til DK ”på ferie” indimellem. Den nye stil. Men så kommer problemerne med at få nogen til at se efter det fine skib med alt dets fine udstyr, der kan stjæles.

Rick og Jasnas råd for et mere beskedent sejlerliv omfatter bl.a.: 

Begynd med at købe en mindre båd i et område, hvor der er gode sejlmuligheder (let i DK) og flyt ind i båden. Køb ikke en båd på kredit, så hænger du på den gæld og kommer aldrig afsted. Sælg eventuelt hus og bil. Du behøver ikke være en perfekt sejler først. 

Lær, mens du har båden og sejler mindre ture. Reparér på den løbende; det lærer du af. Læs. Bliv medlem af en sejklub – de er ikke overklasseforetagender, men hjælpsomme almindelige mennesker. De taler om USA, men det gælder jo også for det meste Danmark.  

For langturssejlads taler de for en mere klassisk båd. Ikke træ, ikke cement, men gerne glasfiber eller stål. Ikke en ensom finnekøl og ror uden skeg (undtagen, ville Niels Jeppesen måske sige, hvis det er en X-båd). 

Klassisk, ikke for høj rig. Ikke for store vinduer. Ikke lyst interiør – det er kun for folk, der (som os i DK) lever i områder med møgvejr. I varmen er et mørkt hul bedre. Ikke elektrisk eller hydrauliske spil og rebemekanismer. Alt sådant går i stykker. 

Undgå dyre bådreparatører, når du har båden og er begyndt at sejle. Køb nødigt noget i en marina, tag ind i landet, hvor priserne er lavere. Så lærer du også nye, lokale mennesker at kende; byt ydelser med andre i havnen. Og i øvrigt undgå så vidt muligt marinaer, lig for anker. 

Lær hvordan du kan lave elementære reparationer på båden, inkl. motor og grej. Det er ikke engang altid lettere at finde nogle ”professionelle” (?) til at lave det – og det kan være stygt at sidde at se dem lave noget, som man let kunne have lavet selv – gratis. 

Forfatterne nævner til illustration, at i Mexico betalte de fire dollar for en halv time hos en læge, men 100 dollar pr. time til reparatøren af køleskabet, som brugte en del af tiden til at flirte med konen.

Drop overflødigt, elektrisk udstyr. Elektrisk selvstyrer? Nej, den går i stykker eller dur ikke, når strømmen er væk. Installér klassisk vinddreven selvstyring. Brug evt. skøderne f.eks. træk fra storsejlet ledes til luv side og trækker i roret med et stykke elastik som modkraft. 

Spring fryseren over. Hvis køleskab, så køb et løst. De forklarer, hvordan man klarer sig uden. Vaskemaskine? - sæt en plastic tromle op på hækken og lad bådens bevægelser sørge for vasken. 

El-vandpumpe? Hvordan får du så vand, når strømmen slipper op? Brug mere saltvand, så behøver du ikke en watermaker. Vindmåler og –retningsviser på toppen af masten? Se ud! Sæt uldsnore op, der viser vindretningen.

Drillerier og eksempler

Bogen er herligt skrevet, med meget drilleri og mange eksempler. Jeg kan meget anbefale den, uden at man selvfølgelig behøver at æde alt.

Rick Page og Jasna Tuta: Get Real, Get Gone. How to become a modern sea gypsy and sail away forever, 2015

Pris Amazon: Som e-bog: 7,53 €, som paperback: 12,83 €.

http://www.sailingcalypso.com/

Forfatternes båd. De undskylder for radaren, som de har arvet efter forgængeren. Men de indrømmer, at de har TV ombord - men det er jo en løs ting, der kan smides overbord, hvis det ikke virker, og man kan købe et nyt - og løst.