Gå til hoved-indhold
Pro-Safe, som har en årlig omsætning på 30 mio. danske kroner, har netop leveret denne RIB til politiet i København. Foto: Pro-SafeSmåbåde
Pro-Safe, som har en årlig omsætning på 30 mio. danske kroner, har netop leveret denne RIB til politiet i København. Foto: Pro-Safe

Politiet skal fange vandscootere med RIB fra Pro-Safe

Efter vandscooterulykken i maj har Københavns Politi nu investeret i deres egen RIB. Det drejer sig om en 6.5 meter RIB fra danske Pro-Safe med en normal topfart på 45 knob.

Af Sara Sulkjær |

Politiet i København råder nu over egen båd i form af en 6.5 meter lang RIB. Det sker i kølvandet på vandscooterulykken i maj, hvor to amerikanere mistede livet.

Med båden skal politiet hurtigt kunne gribe ind, hvis lignende, farlige situationer opstår i havnen. 

Udrustet efter krav 

Det er danske Pro-Safe A/S, der har leveret båden til politiet. Gennem mere end 18 år har virksomheden hjulpet med tekniske RIB-løsninger til stat, militær og offshore-kunder i det meste af Skandinavien, mens specialenheder fra Thai Navy ligeledes er i besiddelse af fartøjer fra firmaet i Korsør. 

Det er derfor ikke underligt, at Københavns Politi forespurgte hos Pro-Safe A/S, da man efter den tragiske ulykke skulle opgradere sikkerheden og patruljeringen i Københavns Havn. 

- Med udgangspunkt i økonomi/tidsramme, så faldt valget på en BRIG Eagle Black Special Edition, som er blevet udrustet i forhold til de krav, politiet har stillet, forklarer Søren West fra Pro-Safe til motorbaadsnyt.dk. 

Han kan dog ikke oplyse den konkrete pris for politiets nye båd, men fortæller, at lignende fartøjer typisk sælges til 370-450.000 danske kroner. 

Kan plane ved lav fart 

Fartøjet, BRIG Eagle 650, er dog ikke en ny spiller på markedet. RIB’en er allerede solgt i Danmark i en række udformninger til såvel private ”waterfun”-aktiviteter som dykkerklubber og lignende. Særligt de unikke sejlegenskaber og et lækkert design spiller, ifølge Søren West, en vigtig rolle i denne udbredelse.

Ligeledes kan køberne selv afgøre bådens topfart igennem valget af motor. Her er det dog ikke unormalt, at topfarten ligger på omkring 45 knob. 

- Samtidig gør skrogdesignet, at man kan plane ved selv lav fart, og det giver mindre hækbælger i eksempelvis Københavns Havn, hvis man skal gasse pludseligt op, fortæller Søren West om fordelene ved politiets bådvalg. 

Hemmelige løsninger er indbygget 

Pro-Safe A/S har endvidere et tæt samarbejde med Yamaha og Garmin, hvorfor disse leverandører også været med inde over projekt. Eksempelvis er flere tekniske løsninger indbygget til sejlads og overvågning. Løsninger, som Korsør-virksomheden dog ikke kan oplyse mere konkret om. 

Desuden har Søfartsstyrelsen også været en del af projektet, og er kommet med den formelle godkendelse af købet.

Politiets nye fartøj ses her med Kongeskibet i baggrunden, hvortil Pro-Safe ligeledes er leverandør. På det royale skib er firmaets Pro-600 placeret på 14. år i en fuldstændig ”white version”. Foto: Pro-Safe

content-loader
content-loader
content-loader