Gå til hoved-indhold
Den personlige sponsoraftale løber frem til og med OL i Tokyo 2020. Foto: Kristian KjaergaardKort Nyt
Den personlige sponsoraftale løber frem til og med OL i Tokyo 2020. Foto: Kristian Kjaergaard

Weibel ny partner for Cenholt og Lübeck

Frem mod VM i 2018 i Aarhus og Tokyo 2020 får Nacra 17-sejlerne Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck ny partner, radarproducenten Weibel Scientific.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Tirsdag fik Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck en god start på årets VM i Nacra 17. Samtidig kan de glæde sig over at have underskrevet en ny personlig sponsoraftale med Weibel Scientific. Aftalen løber frem til og med OL i Tokyo 2020.

Fokus på det sportslige

Lin Ea Cenholt fortæller:

- Vi er virkelig glade for aftalen med Weibel. Aftalen skaber ro om økonomien for vores kampagne og betyder, at vi kan koncentrere os om det sportslige. Med mulighed for at satse dét, der skal til for at blive de bedste, siger Lin Ea Cenholt til Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

Christian Peter Lübeck supplerer:

- En optimal kampagne forudsætter, at vi investerer i grej, så vi kan teste og i sidste ende vælge det bedste udstyr. Der følger også mange rejser med. Ikke kun til stævner, men også til træningsophold. Alt dette får vi mulighed for at realisere takket være aftalen med Weibel, siger han til Dansk Sejlunion.

- Vores helt store mål er at stå med en olympisk guldmedalje i 2020. Weibel-aftalen er et vigtigt skridt på vejen, tilføjer han.

Det perfekte match

Weibel Scientific arbejder med radarteknologi på højeste niveau. Den konstante jagt på perfektion er da også fællesnævneren mellem Weibel og Cenholt/Lübeck, dette forklarer Thomas Øiseth Munkholm, ejer og CFO i Weibel Scientific:

- Vi arbejder hver dag med at videreudvikle og forbedre vores teknologi. Både Weibel og Cenholt/Lübeck er vant til at kæmpe om marginalerne, og det gør os til det perfekte match. Lin og Christian Peter har mulighed for at tage sejlbådsteknologi til helt nye højder, siger Thomas Øiseth Munkholm til DS, og uddyber:

- Ligesom Weibel hver dag udfordrer fysikkens grænser, når vi producerer verdens mest avancerede Doppler-radarer, kommer Cenholt/Lübeck Sailing til at rykke grænser mod OL's mest avancerede båd. Vi glæder os til at hjælpe dem med at redefinere OL-sejlads, siger han.

Stort potentiale

Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, ser et stort potentiale i samarbejdet mellem Weibel og landholds-besætningen i Nacra:

- Lin og Christian Peter er et team på vej frem. Vi begynder at se dem levere resultater blandt de bedste i verden. Derfor er aftalen en fantastisk nyhed, der skaber ro om deres kampagne. Nu kan de fokusere på at udvikle sig endnu mere, siger Thomas Jacobsen.

Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck i deres nye, foilende Nacra 17-katamaran. Foto: Kristian Kjaergaard

content-loader
content-loader
content-loader