På sin jordomsejling fra juni 1986 til oktober 1995 medbragte den tyske chartersejler, Knut Kähler, et jagtgevær, en salonriffel og en signalpistol på sin 78 fods stagsejlsskonnert "Veleda".
Det medførte meget ofte en masse meget forskellige problemer og besvær ved indklarering i de lande, man besøgte.
Det skriver europas største sejlbådemagasin yacht.de
Alt i alt var det at have våben om bord så besværligt, at man nemt kunne fristes til at ”forenkle proceduren” ved undlade at angive sine våben ved indklarering
Skæbnesvanger idé
Før landgang på Malé, hovedøen i Maldiverne, gemte Knut derfor de to geværer i maskinrummet bag den store brændstoftank. Ved indklarering opgav han således kun signalpistolen, som tolderne tog med fra borde.
Nytårsaften tilbragte de også på Malé og en chartergæst overtalte Knut til at tage geværene og frem for at ”skyde nytåret ind” ved midnat.
Inden han skjulte geværene igen, ville han rense dem og lod dem derfor foreløbigt stå i et skab. Nytårsmorgen sejlede man videre til nogle sydligere atoller og gik om aftenen til anker ved en lille idyllisk ø.
Øen var ubeboet - bortset fra en masse høns. For at forbedre deres ellers beskedne kost med en god hønsefrikassee, skød Knut et par høns med den salonriflen - som stadig ikke var gemt væk.
Skud på to høns med alvorlige konsekvenser
Den 3. januar hev de igen ankeret op for at sejle tilbage mod Malé. Efter nogle sømil blev de stoppet af en kystvagtsbåd, hvorfra bad om at se deres tilladelser til at besøge området.
De tilladelser havde de desværre bare ”glemt” at få af tidsmæssige grunde. Kystvagten bad dem så straks sejle med til Malé, hvilket de umiddelbart afslog.
De selv ville komme til Malé
Den aften ville de dog ankre ved Syd-Male-atollen, for ikke at komme til Malé i mørke. Grundet Knuts vægring mod at følge med ville kystvagten så anholde ham. Håndjernene kunne dog ikke nå omkring hans håndled.
Derefter så Knut pludselig ind i tre geværløb og blev spurgt om han stadig nægtede at følge med. Den argumentation bøjede han sig for og så sejlede de ved siden af kystvagtbåden til Malé. Ankeret havde dårligt nået bunden, før de dér blev bordet af toldere.
Geværene blev naturligvis straks fundet af tolderne og Knut måtte aflevere sit pas, inden de gik de igen. Fordi tolderne ingen ammunition havde fundet, mente Knut, at de nok ville komme tilbage for at lede efter den. Han gemte derfor pakken med ammunition i radarscanneren.
Gennemsøgning af båd og last til retssagen
Næste morgen kom tolderne så igen og startede en timelang gennemsøgning af skibet. Uden dog at finde ammunitionen.
Derefter skulle Knut ind til afhøring. De havde fundet ud af, at der nyligt var blevet skudt med geværene. Knut indrømmede, at de skudt nytår ind med to, tre skud og sagde, at det var den sidste ammunition om bord.
Man gav så Knut besked på, at han ikke måtte forlade Maldiverne inden den kommende retssag, som ville finde sted om to til tre uger.
Men ellers måtte de bevæge sig helt frit ved de nordlige atoller. Efter den sidste planlagte dykkertur ankrede de igen op ved en ø kun 5 sm fra Malé.
Retsmøde på singalesisk - og med en chokdom
Efter et par dage kom en kystvagtbåd med stævningen til retssagen. Knut stak sine 1.000 US$ i lommen og sejlede over til Malé med jollen. I retsbygningen blev der afholdt et ca. en time langt retsmøde på singalesisk, af hvilket han ikke forstod et ord.
Da Knuth i slutningen af retsmødet spurgte, hvad der nu skulle ske, fik han at vide, at han netop var blevet idømt elleve og et halvt års fængsel. Elleve år for terrorisme grundet de uanmeldte våben, og dertil et halvt år grundet opsætsighed overfor en myndighed. Dommeren kunne efter loven ikke give mildere straffe.
Knut var lamslået. Han havde jo blot forventet en bøde. Han spurgte så om han kunne appellere dommen og fik at vide, at den eneste, der kunne ændre dommerens afgørelse, var præsidenten.
Af sted til Maldivernes fængsel
Derefter blev Knut ført væk og havde kun mulighed for at give sin bådsmand en kort besked på engelsk. Med en dhow blev han sammen med andre fanger sejlet til fængselsøen ca. to timer væk. Der skulle han, imod kvittering, aflevere sine penge, sit ur og sit bælte.
Han blev indkvarteret alene i en bygning, der typisk var beregnet til 20 fanger. Man havde sat en rigtig seng med en ny madras ind, og forsynet den med en ventilator oven over.
Han blev advaret imod at optage kontakt med andre fanger som sad i bygninger et stykke væk.
Vaske sig kunne han med vandet fra en brønd foran bygningen. Desuden kunne han i dagtimerne bevæge mig frit omkring. Kun fra solnedgang til solopgang var han lukket inde - altså et totalt VIP- program.
Benådningsansøgningen
Knut bad meget hurtigt om et stykke papir og noget at skrive med hvorefter han skrev til præsidenten og forklarede, at han naturligvis ikke var terrorist og undskyldte, at han ikke havde ladet geværene indklarere.
Bådsmanden havde ansøgt om et møde med Knuth og to dage senere blev Knut ført til et møde i Malé, hvor han og bådsmanden under opsyn udvekslede oplysninger på engelsk. Bådsmanden fortalte, at han havde kontakt med Knuts kæreste i Hamburg og at hun forsøgte at få hjælp fra Udenrigsministeriet.
Efter to ugers fængsel frigivelse imod kontanter
Det gik nu yderligere to kedelige uger på fængseløen med tre gange daglig tun-karry, lækkert i sig selv, men lidt kedeligt i det lange løb.
Efter i alt to og en halv uge, blev Knuth så bragt tilbage til Malé og fik af fængselsvæsenet at vide, at præsidenten havde ændret de elleve og et halvt års fængsel til en bødestraf på 4.000 US$.
Så mange penge i kontanter havde de ikke ombord og de konfiskerede 1.000 US$ kontanter var umiddelbart forsvundet. Med et AMEX-kreditkort kunne man dengang kun trække max. 1.000 US$ pr. uge i banken. Med de resterende penge ombord manglede der stadig over 2.000 US$.
Den tyske ambassade udlåner ingen penge, men den tyske ambassadør er et mandfolk.
På det tidspunkt kom en person svømmende ud til Veleda, som stadig lå for anker. Den svømmende sagde, at han var den tyske ambassadør i Colombo / Sri Lanka og ønskede at tale med Mr. Kähler.
Ambassadør fik nu en mødeaftale med fængselafdelingen i Malé, hvor Knuth mødte ham og fortalte, hvad der var sket indtil videre, samt at han kun manglede godt 2.000 $ i kontanter for at komme ud af fængslet.
Mon ambassadøren kunne låne ham pengene, indtil Knuth kunne trække dem på sit AMEX-kort inden for de næste to uger ? Nej, det kunne ikke lade sig gøre ! Den tyske ambassade låner ikke penge ud !
Fik begge geværer tilbage
Knuth tilbød så at give en garanti i Euro-checks. Dem kunne ambassadøren godt nok ikke tage imod, men han fortalte, at de kunne veksles til kontanter i et nærliggende Dykker-foretagene. Så var der kontanter nok. Knuth blev løsladt og fik sine 1.000 US$ samt uret igen.
Som kuriosum skal nævnes, at han desuden fik begge geværer udleveret mens den ellers korrekt indklarerede signalpistol var forsvundet. Den måtte de nu gerne beholde. Veleda afsejlede straks fra Maldiverne.
Hvis nogen, trods de betydelige besværligheder, vil have våben ombord, kan det kun tilrådes, at man ALTID oplyser om dem ved indklarering. På Maldiverne forløb sagen forholdsvis lempeligt, men andre steder kan båden blive beslaglagt eller man får lange fængselsstraffe.
Kilde. Yacht.de
Tur
