Gå til hoved-indhold
Både Nordiske Mesterskab og Nordic Sailing League blev afgjort i Halmstad, Sverige. Foto: Daniel Stenholm.Kapsejlads
Både Nordiske Mesterskab og Nordic Sailing League blev afgjort i Halmstad, Sverige. Her har Hellerup-båd knækket mast Foto: Daniel Stenholm.

Danmark snupper to titler i CB66 i Sverige

CB66 sæson afsluttet i Halmstad, Sverige. Danmark vandt både Nordic Sailing League og Nordiske mesterskaber, under to dage med hård luft. Mast knækkede også.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Afslutningen på CB66 2017-sæson blev holdt i Halmstad, Sverige, hvor der var to kæmpe titler på spil. Den nordiske mester skulle kåres, samt en vinder af den samlede Nordisk Sailing League. 23 tilmeldte mandskaber deltog.

Ligaen kører over 9 stævner fordelt på Sverige og Danmark, og afsluttes ved de nordiske mesterskaber. Det fortæller Per Baatrup fra klassen her i denne artikel.

Gast fra 'Kurs mod fjerne kyster' endte i vandet

Lørdagens sejlader begyndte kl 11.00, hvor vinden bød på 10 m/s fra syd-syd-øst. Vinden gik på langs af bugten, og bølgerne gik højt fra starten.

På 107/Donatella var Emil Erichen fra 'Kurs mod fjerne kyster' sprunget med som gast i sidste øjeblik. Efter en god start, et fint opkryds og et tæt ræs ned af bakke mod 164/Dirty Diana lå 107/Donatella på en delt første plads ved bundmærket.

Her så sejlerne dog hvad der adskiller kapsejlads fra event. Emil Erichen besluttede sig for en hurtig frisk svømmetur midt i mærkerundingen.

Klogeligt holdt han fast i storskødet, og var hurtigt oppe i båden igen. Besætningen endte på en andenplads i sejladsen. 

Persson og co. vandt i Halmstad.

Sejlsport gennem generationer

Familien Hellekant er på hjemmebane i Halmstad. De har gennem mange sæsoner været forbillede for familiesejlads i CB66.

Det hele startede med de Svenske Mesterskaber i 2011, og Anders Hellekant har sidenhen sejlet med sine tre børn og lært dem at blive dygtige sejlere.

Da børnene var yngre var besætning på fire ganske let, og klarede sig derfor bedst i svage vindforhold. Efterhånden som børnene er blevet 21, 19 og 17 år klarer de sig nu flot i alle vindforhold.

Med en samlet vægt på omkring 200 kg endte "Den blå raket" med en tredje plads i første sejlads, og de viste at der blev kæmper hårdt for at forsvare hjemmebanen.

På land efter 2 sejladser

I løbet af dagens anden sejlads friskede vinden op til 12-14 m/s. Forholdene blev udfordrende for såvel mandskab som grej. Små fejltagelser blev straffet big-time.

Med en vindmåler der viste 13-16 m/s blev dagens tredje sejlads, samt de resterende sejladser skudt af. Lørdagen bød altså kun på to sejladser.

Røverhistorier på land

På land gik røverhistorierne fra bøjede ribben i et sving under dagens sejladser, til 163/Xoz som havde tabt masten, og dramaet med at bjærge sejl og aluminium.

Værst var det dog gået ud over et svensk besætningsmedlem, der efter nærkontakt med bommen skulle have fire sting og en større forbinding om hovedet.

Efter intens arbejde med småskader på bådene blev bådene ellers klar til søndagens sejladser.

'Dirty Diana' vinder Nordisk Sailing League

Søndag var vinden løjet til omkring 8-10 m/s fra SSØ, og der var lovet aftagende vind i løbet af dagen. Efter tre sejladser var det regnskabets time.

Vinderne af stævnet blev 164/Dirty Diana. Det sidste stævne tæller pointmæssigt firedobbelt til Ligaen og efter fintælling lykkedes det Dirty Diana at genvinde Nordisk Sailing League.

Tre sejladser på halv bane

Det nordiske mesterskab skulle afgøres mellem syv besætninger der havde kvalificeret sig til finalen. Kvalifikation opnås som de seks bedst placerede i ligaen samt de bedste fra stævnet.

Mesterskabet afgøres over tre sejladser, hvor der bliver sejlet på en bane, afkortet til cirka det halve af hvad CB66 normalt sejler. Sejladserne varede 8-10 minutter hver.

2-0 til Danmark

I sidste sejlads endte flere både i en kæmpe klump med råb, skrig og protester. 155/Mænd der elsker kvinder sneg sig dog foran klumpen, og det Nordiske Mesterskab blev afgjort. 155/Mænd der elsker kvinder kunne kalde sig nordiske mestre.

Protesterne blev afvist, og 160/RipRapRup tog sølvet, og 107/Donatella bronzen.

Matchen endte således med 2-0 til Danmark mod Sverige, da danskerne tog begge mesterskaber med hjem. 164/Dirty Diana som vindere af Nordic Sailing League, og 155/Mænd der elsker kvinder som nordiske mestre.

Resultaterne fra Nordiske mesterskaber. Foto: Per Baatrup.

Nordic Sailing League resultater. 

Se flere fotos: www.facebook.com/cb66racersweden/posts/515855588760941

 

content-loader
content-loader
content-loader