Gå til hoved-indhold
Jena og Katja fejres her i Hellerup efter deres VM-titel. Foto: Mogens HansenKapsejlads
Jena og Katja fejres her i Hellerup efter deres VM-titel. Foto: Mogens Hansen

Jena og Katja rykker: Med i finalen om Årets Sportsnavn

Kun tre af de 15 indstillede nomineres til titlen som Årets Sportsnavn 2017. I dag blev Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen offentliggjort som de første i top-3.

Af Sara Sulkjær |

Først blev Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen en del af de 15 danske sportsudøvere, der i 2017 havde ydet en ekstraordinær præstation, og derfor var i spil til titlen som Årets Sportsnavn.

Nu har de danske sejlerpiger så taget endnu et skridt op af præmiestigen, da udskillelsesløbet, hvor de 15 indstillede skal blive til tre nominerede, søndag startede.

I morges kunne man derfor se Jena og Katja på forsiden af Jyllands-Posten. Her blev pigerne udpeget som de første nominerede til den eftertragtede titel. En udnævnelse, der i høj grad er med til at bringe sejlsporten til danskerne. 

VM-guld større end OL 

Det er VM-guldmedaljen fra august, der har banet vejen for sejlerpigernes flotte nominering. En titel, som er noget af det største, man kan vinde indenfor sejlsport: 

- Sportsligt er et VM hårdere (end OL, red.). Vi havde tre både i top syv ved VM, to af dem blev sorteret fra til OL i Rio. Det er nemmere at vinde OL end VM. Derfor var jeg stolt over, at Jena og Katja vandt VM, fortæller landstræner Peter Hansen til Jyllands-Posten. 

Lader man blikket glide ned over de atleter, der har formået at vinde en VM-guldmedalje i en OL-disciplin i den forgangne sæson, bliver pigernes medalje kun større. Blot badmintonspilleren Viktor Axelsen har foruden Jena og Katja formået at hænge en guldmedalje fra et verdensmesterskab om halsen i 2017. 

Vinderen findes i janaur 

Om Axelsen skal gøre Jena og Katja selskab i finalen om titlen som Årets Sportsnavn, bliver afgjort indenfor de næste to uger. De kommende to søndage vil der således nomineres én atlet, der er med i kapløbet om titlen. 

Den nominerede, der i sidste ende kan skrive Årets Sportsnavn 2017 på CV'et, bliver udpeget ved DR's store sportsgalla den 6. januar i Herning. 

content-loader
content-loader
content-loader