Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De første optagelser med fly af de større hvilepladser for sæler i Limfjorden, har man konstateret betydeligt flere sæler i ynglesæsonen.

Der må skydes sæler i Skive Fjord

Det er dog kun én person, der må gøre det i en kort periode. Lige nu tæller forskere fra Aarhus Universitet sæler i Limfjorden. Fiskere er trætte af sæler, der spiser deres fisk.

Af Troels Lykke |

Det er forskere fra Aarhus Universitet, der er i gang med et større forskningsprojekt, hvor man tæller antallet af sæler i Limfjorden, skriver TV Midtvest og Fiskerforum.dk

Under de første optagelser med fly af de større hvilepladser for sæler i Limfjorden har man konstateret betydeligt flere sæler i ynglesæsonen, som er en mulig indikator for, at antallet af sæler er noget større, end man først har antaget.

Forskergruppen har mange undersøgelser i gang i Limfjorden, blandt andet nogle genetiske undersøgelser for at konstatere, hvorfra sælerne stammer, men også for at følge sælernes migration og adfærd.

Mærkning af sælerne

Sælerne indfanges med garn, der er sat forholdsvis løst, så sælerne efter at være gået i »fælden« fortsat kan trække sig op i vandoverfladen og frit trække vejret, indtil forskerne kan hente dem ind og påbegynde mærkningen.

Der arbejdes med to forskellige typer mærker på sælerne. Det første er satellitmærker, som optager lyd og gps-signaler, mens den anden type optager video af sælen samt dens 3D bevægelser i vandsøjlen.

Det hele for at få en øget forståelse af sælernes bevægelsesmønster samt deres adfærd over og i vandet.

Sæler og fiskere i konkurrence

Håbet med undersøgelserne af sælerne i Limfjorden er at få et mere indgående kendskab til pattedyrets færden, og hvorledes dyrets genetiske struktur er.

Men indtil da fægter forskerne lidt i blinde, indtil de første resultater af undersøgelsen foreligger.

Fiskerne har en noget anden og et noget mere anstrengt og spændt forhold til de små glubske sæler. Sæler, der direkte konkurrerer med fiskerne om fiskebestanden i fjorden.

En person må skyde sæler frem til 21. august

TV MidtVest skriver på deres side, at Naturstyrelsen netop har givet en enkelt tilladelse til at skyde et par sæler i den indre del af Skive Fjord i Limfjorden.

Tilladelsen rækker kun frem til den 21. august, og er givet til en specifik person, som indenfor perioden kun må skyde to sæler indenfor 100 meters afstand fra et fast garn/net.

content-loader
content-loader
content-loader