Gå til hoved-indhold
De to 49er-drenge ser frem til at dele deres op- og nedture med sejlsportsinteresserede danskere. Foto: Nikolaj SchwanerKapsejlads
De to 49er-drenge ser frem til at dele deres op- og nedture med sejlsportsinteresserede danskere. Foto: Nikolaj Schwaner

49erne Joakim og Markus inviterer dig bag kulissen

De to unge drømmer om OL i 2020. På de sociale medier kan du følge med fra sidelinjen, hvor drengene giver et ærligt indblik som elitesejler i Aarhus. Tjek også cool video.

Af Sara Sulkjær |

Markus Oliver Nielsen fra Middelfart og Joakim Steen Salskov-Iversen fra Hellerup er to 21-årige sejlere med en fælles drøm.

En drøm, der indebærer deres 49er og sejlads i rød-hvide lycratrøjer på Tokyobugten i slutningen af juli ved OL i 2020.

Dette lige netop i den bådklasse, som Danmark har så stolte traditioner i, og hvor det er blevet til medaljer ved de seneste tre olympiske lege. 

Inviterer familien Danmark indenfor

Egentlig er der ikke noget odiøst i dette. En OL-deltagelse er det ultimative mål for enhver konkurrencesejler, hvorfor der da også netop nu er fire besætninger herhjemme, som deler præcis den samme målsætning. 

De kæmper alle indædt om lige netop den ene billet, som kongeriget har til rådighed i 49er-klassen til OL i 2020.

Markus og Joakim vil dog mere end det. De vil fortælle historien om at gå efter netop denne drøm. De vil invitere familien Danmark indenfor, og de vil skabe et billede af, hvad det vil sige at være ung elitesportsudøver i Aarhus - lige her, lige nu.

Vejen til målet er interessant

Langt de fleste danskere forbinder sejlads med varme sommerdage i høj sol, hvor sejlbåde roligt glider gennem sundet.

Sejlsport er for dem noget, man ser i TV i korte glimt hvert fjerde år, hvor en noget mindre båd - ofte lidt hurtigere end førnævnte - sejler mellem et skib for anker og bøje og over en målstreg, som ingen kan se. 

Se flot video med holdet her

En målgang efterfulgt af glade personer, der står på en skammel med Dannebrog i baggrunden, akkompagneret af en national hymne. Vandt de ikke bare én eller anden form for metal, ville dette næppe finde vej til danskernes TV-stue. 

Markus og Joakim vil derfor give danskerne et indblik i, hvad der driver en elitesportsmand indenfor sejlsport. For det er ikke drømmen i sig selv. Som alt andet her i livet, så er det vejen derhen, der i virkeligheden er det interessante.

Ærligt og uden filter 

Drengene lægger ligeledes vægt på at fortælle det, som det er. Det handler ikke nødvendigvis om at skabe et glansbillede. De gør det af kærligheden til sporten. Og som i al anden kærlighed, så finder den sin dybde i op- og nedture. 

Det vil dermed også blive fortællingen om dagene på kajen ventende på vind og om ugerne væk fra familier og kærester på træningslejre i udlandet.

Joakim og Markus skriver deres erindringer, mens de sker. Det sker uden filter på de sociale medier. På Instagram vil man således kunne følge de unge sejlere fra dag til dag i billeder og tekst, mens nysgerrige på drengenes Facebookside kan fastholde nogle af øjeblikkene med videosekvenser og lidt længere tekster. 

Hvad denne fortælling ender med - og hvad den rent faktisk kommer til at indeholde - er der ingen, der på forhånd kan vide. Kun ved vi, at Markus og Joakim lige netop har taget hul på første kapitel. 

Et kapital, som du kan følge på Instagram her og Facebook her
content-loader
content-loader
content-loader