Gå til hoved-indhold
De nye International-malinger vil have det samme prisniveau som de foregående. PR-fotoUdstyr
De nye International-malinger vil have det samme prisniveau som de foregående. PR-foto

Nye EU-venlige bundmalinger fra International

Otte malinger, der alle lever op til de EU-regler, der om et års tid træder i kraft i Danmark, blev vist frem på udstyrsmesse i Holland. Særligt Micron 350 er et kig værd.

Af Sara Sulkjær |

Når danske sejlere ved indgangen til 2019 må vinke farvel til de særregler, der i en periode har gjort det lovligt at anvende bundmalinger med mange biocider, betyder det også en endegyldig afsked med flere af de nuværende malinger. 

Et hul, som producenter i øjeblikket forsøger at udfylde. Også hollandske AkzoNobel, der netop har vist deres kommende malinger til lystbåde frem. 

Skarpere farver 

Det skete på verdens største maritime udstyrsmesse, Metstrade i Holland 14. november, hvor besøgende for første gang kunne få et kig på malingen, der fremover kan blive en vigtig del af forårsklargøringen. 

I alt otte nye malinger, udviklet på baggrund af vidtgående forskning, udvikling og kundefeedback, blev lanceret på International-standen: 

- De beskytter imod alle former for begroning, giver skarpere farver og passer til en lang række substrater og bundmalinger, som allerede findes på markedet, forklarer produktchef Tom Rose om de nye bundmalinger. 

Egnet til alle forhold

Særligt malingen Micron 350 er ifølge AkzoNobel værd at holde øje med. Skal man tro producenten selv, er det en helt særligt maling, der ikke tidligere er set fra hollænderne: 

- En førsteklassesbundmaling med selvpolerende co-polymer-teknologi, som er egnet til alle forhold og repræsenterer Internationals bedste brugerbundmaling nogensinde, lyder det fra AkzoNobel i en pressemeddelelse. 

Præcis hvornår malingerne krydser grænsen til Danmark er endnu uvist, men udstyrsdistributøren Watski regner dog med at få bundmalingerne på lager i december. 

content-loader
content-loader
content-loader