Endnu flere sejlere forventes i år at sætte kurs mod det traditionsrige pinse-stævne Sailxtreme, hvor en kølbådsklasse for første gang også vil være at finde på det store havneareal i Kerteminde.
Det er den danske Ynglinge-klasse, som allerede nu har tjekket ind til stævnet, som sejles over to dage.
Benhårde protester og tålmodig hjælp
Nyt i år er dog også et udvidet Opti A-stævne på tre dage, hvilket skal lokke flere udenlandske sejlere fra blandt andet Finland, Schweiz og Tyskland til Fyn.
- Vi regner med en væsentligt fremgang i Opti A-feltet på op til 200 sejlere, hvoraf halvdelen vil komme fra udlandet, forklarer stævneleder Morten Grundsøe, som på tredje år står i spidsen for Sailxtreme, til minbaad.dk.
Ligeledes har flere danske klubber, som normalt ikke finder vej til kapsejladserne, fundet stævnekalenderen frem og har som noget nyt skrevet sig på deltagerlisten.
Selvom her både er voksne A-Cat-sejlere og nogle af de dygtigste ungdomssejlere, skal de uerfarne Opti-sejlere dog ikke frygte at møde op på startlinjen.
- Til stævnet spænder vi mellem benhårde protester løbende til langt ud på natten i de mere professionelle klasser, mens vi har detaljeret og tålmodig gennemgang af forløbet på kapsejladsbanen for de nye sejlere i Opti C, lover Morten Grundsøe.
Vær med til at sende de unge afsted
Med så mange deltagere samlet til ét stævne kommer hele området omkring Kerteminde Lystbådehavn til at emme af liv, når såvel sejlere som forældre slår campingvogne og telte op til hyggelige pinsedage.
Det stiller dog store krav til arrangørerne, som må knokle hårdt for at få logistikken til at hænge sammen. I denne forbindelse er frivillige hjælpere, som har lyst til en sjov og lærerig oplevelse med de mange kapsejlere, ligeledes af afgørende betydning.
- Jeg håber, at alle har lyst til at bidrage til at særligt ungdomssejlerne bliver sendt godt afsted. Det bør alle have interesse i. Det kræver ikke det store, man skal blot have en redningsvest og lysten, lyder opfordringen fra stævnelederen, som i øjeblikket mangler 40 hjælpere på vandet.
Til gengæld garanterer Morten Grundsøe at nye som rutinerede frivillige tilbydes en opgave, der matcher deres forudsætninger.
Har du lyst og tid til at hjælpe sejlerne i Kerteminde, kan du læse mere
her. Du kan endvidere læse mere samt tilmelde dig stævnet
her.
Der er hjælp at hente for de nye sejlere. Foto: Morten Grundsøe
Særligt Opti-sejlerne er vilde med Kerteminde-stævnet. Foto: Morten Grundsøe
Flere bådklasser er repræsenteret i pinsen, herunder Feva og Zoom8. Foto: Morten Grundsøe