H-både til kapsejladsregler og rødvin i Vejle
H-båds sejlerne samles i weekenden uden båd i Vejle for at varme op til den nye sæson i H-båd Ligaen med kapsejladsregler, bøf og rødvin.
Af Ricky Hansen |
I weekendens arrangement lægges der vægt på, at sejlerne bliver sat ind i de opdaterede kapsejladsregler.
Ifølge formand for H-båds sejlerne, Henrik Toft fra København, så skal alle have mulighed for at kende reglerne og lære dem på en festlig måde med et socialt arrangement.
- Lidt grillmad, rødvin og kapsejladsregler, så har vi en fest, som på alle måder bliver hyggelig. Det giver sejlerne langt bedre forståelse af regler, når sejlervenner tegner og fortæller, end når man bare sidder og læser regelbogen om og om igen, forklarer Henrik Toft.
H-bådene hyrer professionel træner
I Vejle får H-båds sejlerne også ladet op til deres første liga stævne, som sejles 6-7. maj i Bogense.
Til stævnet i Bogense har H-båds sejlerne hyret Dansk Sejlunions 49er træner Peter Hansen, som inspirator til sejlerne.
Peter Hansen vil guide de enkelte besætninger med taktik og trim både før og efter sejladserne.
Under sejladserne vil Peter Hansen være på banen i en rib båd, hvor han vil notere sig mulighed for forbedringer og dermed kunne bidrage med nyttige råd til den enkelte besætning.
Yderligere har Bogense Sejlklub en fotograf på banen, som vil forevige sejladserne til alles glæde.