Gå til hoved-indhold
Flere nye danske besætninger er på vandet i Kiel, herunder Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl. Foto: Dansk Sejlunion/Flemming Ø. PedersenKapsejlads
Flere nye danske besætninger er på vandet i Kiel, herunder Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl. Foto: Dansk Sejlunion/Flemming Ø. Pedersen

Dansk 49er ligger 3'er til Kielerwoche

49er-duoen med Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl avancerer yderligere i Kiel. Også super dag for Patrick Döpping, der henter hele 28 placeringer i Laserjollen.

Af Sara Sulkjær |

Efter gårsdagens sejladser til Kielerwoche rykkede 49er-drengene Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl 15 pladser frem i tabellen, til en samlet 9. plads. 

I dag, fredag, formåede de to sejlere så igen at finde farten, da de med en serie på 3-8-3-12 hentede yderligere seks pladser. Dermed ligger sejlerparret samlet på en flot 3. plads. 

På niveau med feltets topsejlere

Endnu flere placeringer hentede Patrick Döpping dog i Laser-feltet. Med en 7-4-5-serie fredag kan den unge Laser-sejler rykke hele 28 pladser frem i den samlede stilling, således at han inden lørdagens sejladser er placeret som nr. 24.

- Hvilken dag. Jeg havde virkelig god fart - helt på niveau med feltets topsejlere. Vi havde 16-22 knob, så det ser ud til, jeg kun mangler at forbedre min fart i lette vindforhold, skriver en glad Patrick Döpping på sin Facebookside

Döpping er eneste dansker i Laser Standard-feltet, hvorimod der er dansk på både 24., 33., 46. og 49. pladsen blandt 49erne. 

Blandet dag i 49erFX og Nacra

Også i kvindernes 49erFX er flere danskere til start. Her droppede Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby dog ned med en enkelt placering, og ligger dermed samlet nr. 13. Ligeledes er der dansk på 21. og 40. pladsen. 

I Nacra-feltet er der desuden danske sejlere på 8., 9. og 13. pladsen. Anne-Line Lyngsø Thomsen og Jakob Faarvang er her bedst placerede og sejlede i dag en 5. plads i første sejlads. 

- Hvad der herefter skete, er ikke oplyst, men fakta er, at de i resultatlisten er noteret for en kompensation på 7,4 point i hver af de tre følgende sejladser, forklarer Sejlerlandsholdet på Facebook

Kielerwoche slutter på søndag, 25. juni. Se alle resultater fra stævnet her

content-loader
content-loader
content-loader