49er-drenge brækker salingshorn og misser medal race
Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl kom ikke til at sejle med om medaljerne til Kielerwoche. Nacra 17 med Anne-Line Thomsen og Jakob Faarvang blev bedste danskere på en 8. plads.
Det var ikke 49er-sejlerne Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhls dag i Kiel. I en træningssession før medaljesejladsernes start kl. 13, satte sort uheld en effektiv stopper for drengenes videre færd til stævnet:
- Vi nåede desværre aldrig til start i medal race, fordi vi brækkede vores salingshorn i træningen lige før start. Vi er super trætte af det, da vi havde glædet os meget, skriver drengene på deres Facebookside.
Selvom Lübeck og Buhl fredag var helt oppe i top-3 sørgede en blandet lørdag samt søndagens uheld for, at de kan vende kursen mod Danmark med en samlet 9. plads i bagagen.
7'er i medal race
Knap så uheldige var den ene danske Nacra 17-besætning med Anne-Line Thomsen og Jakob Faarvang. Til søndagens medal race var duoen 7. båd i mål, hvorfor de - som bedste danske båd - slutter som samlet 8'er.
Anderledes så det ud for den anden danske Nacra-besætning i medal race, der ligesom det russiske og japanske par ikke gennemførte sejladsen:
- Calle Hulthin Sørensen og Malene Christensen blev desværre ikke noteret for en placering i Medal Race - de slutter stævnet som nummer 9, skriver Sejlerlandsholdet.
Godkendt stævne
I kvindernes 49erFX lykkedes det desværre ikke nogle af de tre danske besætninger at kvalificere sig til medal race. Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby sluttede her som bedste danskere på en 13. plads.
Sidste OL-klasse med dansk deltagelse var Laser Standard-klassen, hvor unge Patrick Döpping viste den danske fane.
Efter et flot stævne, hvor Döpping fredag sejlede med blandt de bedste, sluttede sejleren på en godkendt 27. plads.
De danske sejlere i OL-klasserne til Kielerwoche:
49er:
9 - Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl
22 - Frederik Melson og Jakob Precht
31 - Daniel Nyborg og Sebastian Wright Olsen
44 - Joakim Salskov-Iversen og Markus Nielsen
49 - Michael Hansen og Mathias Sletten
49erFX:
13 - Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby
22 - Katrine Bendix Krogh og Line Just Emsvang
40 - Lærke Nørgaard og Pernilla Lindnér
Nacra 17:
8 - Anne-Line Thomsen og Jakob Faarvang
9 - Calle Sørensen og Malene Christensen
13 - Josephine Frederiksen og Jesper Vogelius
Laser Standard:
27 - Patrick Döpping
Se alle resultaterne fra Kielerwoche her.