Gå til hoved-indhold
Havnen i Sønderborg byder særligt på spændende oplevelser for børnefamilier. Foto: Tina Hartun NielsenHavne
Havnen i Sønderborg byder særligt på spændende oplevelser for børnefamilier. Foto: Tina Hartun Nielsen

Sommerhavne: Gratis aktiviteter for børn i Sønderborg

Naturguider står hver dag klar til at tage imod sejlerbørnene, hvor blandt andet krabbefiskeri og fiske-klapning er på programmet. Tina Hartun Nielsen fortæller fra Sønderborg.

Af Sara Sulkjær |

Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Lystsejler på tredje år, 37-årige Tina Hartun Nielsen fra Kaløvig, fortæller her fra havnen i Sønderborg, som for Tina og resten af besætningen på Alssund 26’eren er blevet et fast stop på sommerturen.  

Tina Hartun Nielsen, hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet? 

- Det er Sønderborg Havn, som vi har besøgt de sidste to sæsoner. Havnen ligger rigtig godt i forhold til byen, hvor det kun tager et kvarter at komme ned og handle på gåben. Det er en hyggelig tur, hvor man går langs stranden, gennem en park med statuer og forbi Sønderborg Slot. 

- Derudover er det en hyggelig og stilfærdig havn, hvor der er plads til alle bådene. Der en stor legeplads til børnene og et fællesområde, hvor man eksempelvis kan sidde og grille om aftenen. 

Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske havne? 

- Det er de mange aktiviteter, som naturguider hele sommeren arrangerer for børnene. For vores piger på fem og syv år var det rigtig god underholdning, da de blandt andet kunne klappe fisk i et stort bassin. 

- Samtidig var der krabbekonkurrencer. Selvfølgelig kan man fange krabber i alle havne, men det er bare sjovere med en konkurrence mod de andre børn. 

Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Sønderborg Havn?

- Helt klart Sønderborg Slot, hvor det er gratis at gå rundt i selve parken. Der er sandsynligvis også flere seværdigheder, men vi valgte at bruge en del tid i selve byen, hvor der er et stort indkøbscenter og torv, hvor man kan gå rundt, snuse til butikkerne og nyde en is.

Hvis noget skulle forbedres i Sønderborg Havn, hvad skulle det så være?

- Havnen har det, man forventer, plus lidt ekstra med de mange børneaktiviteter. Både toilet- og badefaciliteterne er fine, men det ville dog være lettere, hvis man også kunne betale med kort i badene, som man gør det på resten af havnen. Det er dog en mindre detalje, som bestemt er til at overskue. 

Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?

- De er super fine. Det er sjældent, vi kommer til en havn og tænker, at; ’her behøver vi ikke komme forbi en anden gang’. Vi går dog også bevidst uden om de mest trafikkerede havne, da det hurtigt bliver lidt for kaotisk til os. 

Om Sønderborg Lystbådehavn: 
Havnepladser: 650 pladser (heraf 110 gæstepladser)

Faciliteter: Toilet, bad, WI-FI, møntvask, cykeludlejning m.v.

Frihavn: Nej

Havnetakster: 155 kr. (8-10,99 m)

Hjemmeside: soenderborg-lystbaadehavn.dk

Tina Hartun Nielsen sejler med sin mand og deres to piger. Foto: Privatfoto

Det er nemt at de finde ledige gæstepladser i Sønderborg, der er markeret med grøn. Foto: Tina Hartun Nielsen

Stort set hver dag var der arrangeret snobrød på havnen, ligesom naturguiderne lavede krappesuppe. Foto: Tina Hartun Nielsen

Der var rigeligt med plads til sejlerne - både på land og i havnebassinerne. Foto: Tina Hartun Nielsen

Få overblikket over sejlernes ynglingshavne på sommerturen herunder. Tryk på ikonerne for info om havnene. Kortet er lavet på baggrund af Minbaad.dk's artikelserie 'Sommerhavne'.

 

<iframe src="https://www.google.com/maps/d/embed?mid=17A4eFG7TnNvsLD654TA7QodfhyU" width="640" height="480"></iframe>
content-loader
content-loader
content-loader