Lin og CP holder tredjepladsen til World Cup-stævnet i Hyéres
For anden dag i træk ligger den danske Nacra 17 treer. Også de nye 49er-drenge, Frederik Rask og Nikolaj Buhl, kæmper flot.
Nacra 17-sejlerne Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck fortsætter de gode takter fra Princesa Sofia på Mallorca, hvor de sikrede sig en bronzemedalje.
Til årets andet World Cup-stævne, som denne gang sejles i Hyéres, Frankrig, ligger parret således efter tredjedagens 9-3-1-serie som samlet 3'er.
To danske både i top-10
Med fjorten point til 4. pladsen og blot fem point til de to forreste, som ligger á point, går duoen nogle spændende dage i møde, når der fredag sejles de sidste indledende sejladser forud for lørdagens medalrace.
Et medalrace, som 49er-sejlerne Frederik Rask og Nikolaj Buhl ligeledes er kvalificeret til, hvis de holder deres placering som samlet 10'er.
Blot de ti bedste både går nemlig videre til medaljesejladsen, som for 49ernes vedkommende ligeledes sejles lørdag.
Brækket arm udelukker Rindom
Danske både er desuden til start i Finn og RS:X Men. Her befinder Finn-sejler André Højen Christensen sig på en øjeblikkelig 23. plads, mens surfer Sebastian Fleischer er samlet nr. 24.
Anne-Marie Rindom skulle ligeledes være stillet til start i Laser Radial, men måtte dog melde afbud, efter at hun i februar brækkede armen.
Danskerne i Hyéres:
Nacra 17 (29 både)
3: Lin Cenholt og CP Lübeck
17: Anne-Line Thomsen og Jakob Faarvang
23: Josephine Frederiksen og Jesper Vogelius
49er (28 både)
10: Frederik Rask og Nikolaj Buhl
Finn (34 både)
23: André Højen Christiansen
RS:X Men (45 både)
24: Sebastian Fleischer
Se hele resultatlisten her.