31 både bliver klar til Quantum Danmark Rundt Singlehand
Rekordmange sejlere ser ud til klare den sværeste etape – at nå startlinjen. At enkelte sejlere trækker sig inden start lørdag viser, at de forstår opgavens omfang, siger Jan Møller fra sejladsledelsen.
Af Sara Sulkjær |
Bådene er ved at samles i Tuborg Havn og Skovshoved, hvor nedtællingen er i gang til Quantum Danmark Rundt Singlehand. Skippermødet er sat til fredag kl 18.00, og lørdag går starten i alle klasser.
Forpligtet til at være i god form
Forberedelser og klargøring til en sejlads som Quantum Danmark Rundt Singlehand er omfattende, og en væsentlig del af opgaven – uanset om det handler om sikkerhed, et godt resultat, eller bare at fuldføre.
- Den sværeste etape er den, der går frem til startlinjen. Det gælder uanset, om det er Vendée Globe eller Quantum Danmark Rundt Singlehand. Man kan ikke bare deltage og klare sig igennem, som man kan i andre kapsejladser, fortæller Jan Møller fra sejladsledelsen til solosejladsens hjemmeside og fortsætter:
- Man er faktisk forpligtet til at stille til start i god form både fysisk og psykisk, i en båd man kender, og som er udrustet og vedligeholdt på alle væsentlige punkter. Derfor er det imponerende at se, at vi efter alt at dømme får 31 både afsted lørdag.
Tager opgaven alvorligt
Møller fortæller desuden, at enkelte nu har måttet trække sig af forskellige årsager, endda stærke profiler som Erik Venøbo, Jans Als Andersen og Jan Hansen.
- Det ser jeg egentlig som udtryk for, at alle tager opgaven alvorlig, at de optræder ansvarligt og professionelt, forklarer den erfarne Jan Møller, der sejlede alene jorden rundt i 2004.
- I en så krævende sejlads som den her, skal man trække sig inden start, når det står klart, at alle de nødvendige brikker ikke er på plads. Det opkvalificerer sejladsen, uddyber han.
Tre klasser plus to testsejlere
De 31 deltagere er fordelt på tre klasser: Slow, Medium og Fast. I tillæg sejler to både med udenfor konkurrence, som en slags test-event.
Den ene er en meget lille og samtidig langsom båd, en Amigo 23 sejlet af Peter Hauritz Jensen. Den anden er en hurtig trimaran, en Dragonfly 35 sejlet af Jens B. Thuesen.
De øvrige deltagere sejler i kølbåde mellem 21 og 45 fod.
Læs mere om Danmark Rundt Singlehand her.