Galleri fra stille Palby Fyn Cup - BB 10 meter vinder efter DH
Vi var med fra starten af Palby Fyn Cup og frem til Lillebælt. 92 både udgik ud af 259 startende. Rekorder var en by i Rusland. BB 10-meter fra Skive vinder overalt efter DH.
Så gik sidste båd i mål ved årets PALBY FYN CUP 2017 – Søkoen Dufour 30 med skipper Dennis Andreasen fra Bogense Sejlklub. Omsejlingstiden blev 48 timer og 56 minutter.
Det har været en lang, men en rigtig god tur rundt om Fyn for alle sejlere og i bureauet har tilbagemeldingerne været meget positive, hvor man trods den lette vind har hygget sig og nydt solen og sejladsen, fortæller Bogense Sejlklub.
Der var i år tilmeldt 273 både og 259 startede. Af dem var der 25 tursejlere, 14 sejlede doublehand og 21 flerskrogsbåde.
Undervejs udgik 92 både – hovedsageligt pga. manglende vind og således har 167 både gennemført Palby Fyn Cup 2017.
Ingen rekordtid - slet ikke
Den hurtigste omsejlingstid i år blev Dragonfire 28 – Flerskrogsbåd med Jens Quorning fra Skærbæk ved roret i tiden 27 timer 59 minutter, cirka 13 timer fra rekorden.
Den hurtigste kølbåd blev den tyske Sport Freund - Soto 40 med Axel Seehafer fra sejlklubben SVH-SSCH med en omsejlingstid på 28 timer og 41 minutter.
Hancock, en BB 10-meter 'Kryss/Hancock'med Søren Koitzsch fra Skive Sejlklub vandt overalt efter DH. Se resultatlisten her
Se andre resultater på www.palbyfyncup.dk
Der blev kæmpet i Lillebælt, hvor de mindste og turbådene slap igennem i medstrøm.
L23 fra Egensedybet gjorde det godt.
Sara Sulkjær, journalist på minbaad.dk, måtte opgive, da vinden svigtede.
Elvstrøm Sails' Per Weiskvist fra Nyborg Sejlforening ses her i sin nye Visione 6, der også skal sejle Classic Fyn Rundt den 9. juni. Båden var hentet få dage før start.
Morten Leth fra Kolding havde sat nyt gigantisk forsejl fra One Sails.