Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Her ses Allan Rye i sin Grinde under årets Classic Fyn Rundt. Foto: Troels Lykke
Kort Nyt

Den solide Grinde er eksporteret til hele verden

Grinden, tegnet af Peter Bruun, er lidt underrigget, så den passede ind i IOR-reglen som halvtonner i 1974. Ortopædkirurg Allan Rye fra Samsø fortæller om sin båd, der er bedst på kryds.

Af Troels Lykke |

- Grinden er alsidig, god i let vejr, mellemluft og i hårdt vejr. Vi har sejlet den i orkan, da vi for femten år siden forlod Ballen på Samsø med to reb i storsejlet og én fok oppe. Vi vendte godt nok om, men båden klarede sig godt, og den banker lige gennem søen, den stopper ikke og er meget søstærk. Den dag havde det blæst 36 m/sek., fortalte en ven fra Molslinjen os. De havde målt det, siger Allan Rye, der bor på Samsø og har sin Grinde liggende i Langør, da vi talte med ham i 2017.

Mange har også sejlet langtur i den 28-fods båd, hvor Atlanterhavet er blevet krydset. Og en gennemgående mast på kun 12,8 meter over vandlinjen, solidt plantet på kølen, vidner også om et stærkt set-up.

Blæser det op, kan den danske båd let bære genuaen op i højere vindstyrker, da båden har en høj kølprocent og en høj skrogstabilitet.

Især god på kryds

- Især på kryds er Grinden god, den går højt til vinden og er hurtig. Vi går ofte seks knob på kryds, og den har en lang skødeskinne til både fok og genua, forklarer Allan Rye, der i 1978 gav 162.000 kroner for sin Grinde, der dengang var to år gammel. For ti år siden købte han en genua, et storsejl og en spiler hos North Sails og betalte 50.000 kroner for det.

Ellers har der ikke været de store udgifter på båden. Et kig på diverse salgssider viser, at Grinden faktisk holder sin brugtpris ganske pænt. På specialklubbens hjemmeside, www.grinde.dk, kan man således se, at en Grinde fra 1977 er sat til salg for 225.000 kroner. Mellem 1974 og 1989 er der bygget 580 Grinder, og mange er gået til udlandet. En sidste nybygning er dog set i 2006.

- Grinden er eksporteret til hele verden, men især i Norden og i Tyskland findes der mange Grinder, siger Allan Rye med stor begejstring i stemmen.

Tabte to sejl i Fyn rundt

Fartrekorden for Allan Ryes hvide Grinde, vi mødte under Classic Fyn Rundt, er på 12 knob, da han sejlede med genuaen spilet ud. Stærkt gik det dog ikke, da vi i juni passerede ham i en Drabant 24 under Classic Fyn Rundt ud for Kerteminde i 2015.

Genuaen var nemlig faldet ned, efter at Allan Rye havde lavet en tvivlsom takling på fokkefaldet, selvom han er fingernem nok, som stadig aktiv ortopædkirurg.

- Men vi fik sat genuaen igen i spilerfaldet og kom faktisk forrest i Grinde-feltet oppe ved Endelave, hvor de andre stak til søs, men så røg storsejlet, da taklingen i faldet heller ikke kunne holde storsejlet. Da udgik vi af Fyn rundt-sejladsen, og vi måtte tage masten af for at få styr på de to fald, forklarer en ærlig Allan Rye, der mener, han har vundet Grinde-løbet mindst femten gange i de omkring 20-25 gange, han har sejlet Fyn rundt fra Bogense, Korshavn og Kerteminde.

- Vi skal også sejle kapsejlads Fyn rundt igen, helt sikkert fra Kerteminde, men også fra Bogense, hvis mine gaster er klar på det. Det kunne være hyggeligt og være en god opvarmning til Classic Fyn Rundt i Kertemide, siger den erfarne rorsmand, der i sin tid startede i Optimistjollen som 11-årig i Ålsgaarde. I dag har han også en 470-jolle, som ham og sønnen Laurids på 25 år sejler i.

Smalt undervandsskrog

Den spidsgattede Grinde er godt nok buttet på midten, især i dækshøjde, men undervandsskroget har smalle linjer, som lillesøsteren Spækhuggeren.

Begge både designet af Peter Bruun, der tegnede Grinden i 1973 til familiesejlads, men også til ræs i den daværende hotte IOR-halvton-klasse. Her tog båden fornemme placeringer i Scandinavien Half Ton Cup og Skaw Race.

Grinden er lidt underrigget, så den passede ind i IOR-reglen som halvtonner i 1974.

Klassemesterskaber er der siden blev sejlet en del af. Det sidste var dog i 2009 med ni Grinder på startlinjen ud for Svanemøllehavnen. Sejren gik til Allan Rye, der i alt har vundet klassemesterskabet fire gange. Men det er nu mest tursejlads, at han bruger sin båd til.

Helst for anker

Når han sejler, og det gør han tit alene, sætter han pris på at smide anker, når han eksempelvis har sejlet i Limfjorden, sejlet rundt om Mors eller på Christiansø, hvor han har besøgt venner med gaster om bord.

- Jeg sætter pris på den stilhed og ro, der er, når man ligger for anker, og man bare lige kan hoppe ud i vandet. Så har jeg min gummibåd med på tur og klapcykler, fortæller sejleren, der også gerne sætter kurs mod Sverige og Norge:

- Jeg er især glad for at sejle i Sverige, de er vældige præcise med deres afmærkninger af sømærker i forhold til nordmændene, synes jeg. Jeg drømmer om at sejle gennem Götakanalen med en god ven, nu er jeg ved at gå på pension og har bedre tid, siger den i dag 71-årige sejler.

Syv køjer

En Grinde er godt nok kun 8,20 meter lang, men den er 3,12 meter bred og har faktisk syv køjer.

To fremme i forhøjen og fire i hovedkahytten, da der er søkøjer oppe over sæderne på de lange salonsæder, hvor ryglænet kan klappes op, så man ikke falder ud af søkøjen, der ofte benyttes under kapsejlads, hvor gasterne helst skal lægge til luv.

- Det er den bedst indrettet turbåd, jeg kender. Den er meget rummelig og godt udnyttet, og der er en ståhøjde på 1,80 meter, også helt fremme i forkahytten. Faktisk har jeg i starten af 90'erne været på tur fire voksne og fire børn i båden i en uge. Og det gik fint, siger Allan Rye om båden, der også har et toilet, dog ikke septiktank.

Et fint kortbord og en godt pantry med køleskab er der også. Hvad mere har man brug for?

Artiklen blev også bragt i 2017.

Grinden fra 1974
Konstruktør: Peter Bruun 
Værft: Flipper Scow A/S, Kvistgård
Længde, overalt: 8,20 m
Længde i vandlinjen: 7,60 m
Bredde: 3,12 m
Dybgående: 1,70 m
Vægt uden motor: 3.500 kg
Kølvægt, jern: 1.600 kg
Mastehøjde over vandlinjen: 12,80 m
Storsejl: 19,00 m2
Fok: 25,00 m2
Genua: 32,00 m2
Spiler: 70,00 m2
Aptering: Mahogni
Motor, standard: Bukh 10 hk
Topfart på kryds: 6 knob
Antal køjepladser: 7
Antal bygget fra 1974-1989: I alt 580 stk.
Priser: Modtog ID-prisen 1977

content-loader
content-loader
content-loader