minbaad.dk
onsdag 17. oktober

Familien Rosentoft måtte holde nødstop på Bermuda på grund af problemer med autopiloten. Foto: Cille Rosentoft.

Langtursblogger Cille om Atlanterhavskryds med nødstop og bådbaby

Cille Rosentoft og familien har nu krydset Atlanten. Problemer med autopilot og en bådbaby ombord har givet bekymringer, men det betyder pludselig ingenting, fortæller Cille.

Tur | 02-06-2018 09:35 | Af  Cille Rosentoft

Efter at have diskuteret, overvejet, evalueret og mærket lidt (for meget) efter, besluttede vi jo at krydse Atlanterhavet sammen som familie. Bare os, havet og vinden. Det var den rigtige måde at tage hul på sidste del af vores eventyr. Og nu var tiden kommet. Atlanterhavet ventede på os.

Så kom den store dag

Langt om længe kom dagen hvor vi skulle begive os afsted fra Bahamas, og over det store Atlanterhav. Jeg tror ret sikkert, at der ikke findes en båd og en besætning, som var mere klar.

Vi har overvejet beslutningen så længe og da den endelig var taget, var alle indstillede på at møde Atlanten. Vejrudsigterne var blevet studeret - igen og igen. Og endelig viste der sig et godt vejrvindue, som vi selvfølgelig ville hoppe på.

Vores oprindelige plan var at følges med andre både over og vi havde også lagt planer og lavet aftaler. Men da dagen endelig kom var vi den eneste båd, som satte kurs mod Horta, Azorerne. De både, vi havde lavet aftaler med, var udfordret med reparation af autopilot, besøg hjemmefra og så videre.

Og selvom jeg i tankerne havde forestillet mig at vi sejlede side om side væk fra Nassau, så ved jeg jo godt, at vi sikkert allerede efter det første døgn ville have tabt alt kontakt med hinanden, og på den måde alligevel ville være alene på havet.

Hvor gør man af brugte bleer?

Vi trak anker op mandag den 7. maj efter at have downloadet de sidste podcasts, den sidste vejrudsigt og lavede de sidste opkald til Danmark.

Båden var klar. Vores vandtanke var fyldt og udover de 400 liter vi kan have i tankene, havde vi også 60 liter i dunke på dækket og 50 liter kildevand gemt af vejen. 5 liters dunkene bruger vi til plastikaffald og de er derfor ret vigtige for os at have med. For hvor gør man ellers af affald fra en familie på seks i cirka 20 dage.

Vores udfordring bliver de mange bleer fra bådbabyen. Hvor gør man dog af cirka 20 dages brugte bleer? Det vil tiden vise.

Dieseltanken var fyldt med de 140 liter der er plads til og derudover havde vi også ekstra 66 liter i dunke på dækket. Det burde give os mulighed for at sejle for motor i 5-6 dage. Skipper holder selvfølgelig nøje regnskab med forbruget.

Vores propel er måske nok én af de værste man kan få, så motorsejlads for os er ikke ensbetydende med at vi kommer hurtigt frem. Men det kan dog speede os lidt op på meget vindstille dage. Ret vigtigt for en til tider utålmodig besætning.

Problemer med autopilot

De første 2 døgn gik roligt. Der skete noget med os alle ombord - vi indstillede vores kroppe og tanker til at det var lige her, vi skulle være den næste lange periode. Og det virkede, roen indfandt sig, og vi var bare lige her ombord.

Men så kom natten til dag 3 og så ændrede stemningen sig. Skipper opdagede på sin nattevagt at autopiloten slog fra. Den stod som om den var slået til, men roret og den snakkede ligesom ikke sammen.

Heldigvis er min skipper ikke sådan én der går i panik, han handler istedet og er altid i udgangspunktet ret sikker på, at det klarer han. Han fik hurtigt udelukket elektroniske fejl og måtte dér midt i den meget mørke nat på det ret store hav, splitte det meste ad for at få adgang til rummet under badeplatformen.

Teenager trådte til

Men for at alt dette kunne lade sig gøre, var han nødt til at få en anden til at håndstyre. Og jeg var igen på nattevagt med bådbabyen og kunne ikke træde til, men heldigvis er vores teenager vokset sig så stor og sej, at han selvfølgelig trådte til og styrede alle 6 timer det endte med at tage.

Det viste sig at 'beslaget' som forbinder rorkvadranten og autopilotens motor var knækket. Første løsning, at samle beslaget med en ny kerne og give hele molevitten epoxy, virkede ikke. Den knækkede desværre lige da den var sat på.

Heldigvis bliver der næsten aldrig smidt noget ud her ombord, og derfor fandt skipper en gammel split fra vores forrige anker frem. Den havde næsten det rigtige mål og kunne skæres og slibes til. Det virkede.

Med en løsning som gjorde det muligt at slå autopiloten til og få noget søvn, sejlede vi videre og fik overskud nok til at gennemtænke situationen og lave nye planer.

Nødstop på Bermuda

Vi turde ikke sejle hele vejen til Horta med en nødløsning, som måske ville knække om få dage/uger eller halvvejs midt på Atlanten. Det blev derfor besluttet at vi ville stoppe på Bermuda, købe noget der kunne fungere, skifte det og så komme videre. En ændring, som skipper vurderede ville tage 6 timer.

I det øjeblik beslutningen var taget og sagt højt, skete der igen noget med alle ombord. Nu var det kun en tur på 5-6 dage vi skulle vænne os til og ikke de cirka 20 dage, som vi ellers havde indstillet os på. 5-6 dage var pludselig ingenting. Og de fløj afsted med bagning, spil, bøger, snak, film og ro.

Havet var mildt og luften var stadig varm på trods af at der var gråvejr næsten alle dagene på vej til Bermuda.

40 års fødselsdag og store is

Vi ankom til Bermuda den 14. maj - skippers 40 års fødseldag - en uge efter vi havde forladt Nassau. Og fra det øjeblik vi sejlede ind i St. Georges drømte vi om bare lige at blive et par dage.

Vi var garanteret også prægede af den uge vi havde været på havet og trængte til lidt landjord, at kunne løbe en tur, købe en kold sodavand og se noget andet end hav. Men der var også virkelig fint i St. Georges. Små gader, fine bygninger og sådan en lidt søvnig sommerferie-stemning, som vi egentlig godt gad at være en del af - bare lidt...

Derudover ville de ikke lade os slippe for customs and immigration, og vi endte med at betale 210 US dollars for at ligge ved en mole i cirka 6 timer. Det var samme beløb vi skulle have betalt, hvis vi ville blive der i en måned. Men vi skulle videre.

Så skipper fiksede båd, jeg besøgte et supermarked og fik købt lidt til den store fødseldags-aften, ungerne fik rørt deres urolige sejlerben og hele familien fik spist store is. Vi fyldte vand og diesel på igen.

Efter ret mange vindstille dage og derfor en del motorsejlads, gav det ro at vide, at vi nu igen havde rigeligt. Og så var vi klar. Ud på det store hav igen.

Klar til næste stræk

Selvom det selvfølgelig var irriterende at være nødsaget til at stoppe på Bermuda, endte det med at være helt ok. Vi fik tid til at mærke vores længsel efter at være derude på havet, at være i gang med vores kryds og at finde roen på 42 fod igen.

Den første uge fra Nassau til Bermuda viste os, at den her beslutning den var rigtig for os. Al den tvivl jeg havde haft inden og alle de bekymringer der fyldte i beslutningsprocessen, de betød pludselig ingenting.

Selvfølgelig skulle vores familie krydse Atlanterhavet og selvfølgelig var hele familie klar til det.

Nu tog vi hul på næste stræk fra Bermuda til Horta, cirka 1800 sømil.

Skipper måtte splitte det meste ad for at få adgang til rummet under badeplatformen, da autopiloten gav problemer. Foto: Cille Rosentoft.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET