minbaad.dk
søndag 22. juli

Familie Rosentoft er lige nu i Camaret-Sur-Mar, Frankrig, efter 1300 sømil i skiftende vind og vejr. Foto: Cille Rosentoft.

Cille og familien på vej hjem til Danmark: Vi har nået en mur

Familien Rosentoft er nået til Frankrig, efter en tur på 1300 sømil, som familien var mindre begejstret for. Familien kan mærke de er på vej hjem til Danmark nu, både fysisk og mentalt.

Tur | 29-06-2018 11:44 | Af  Cille Rosentoft

Ankommet til Camaret-Sur-Mer lige ved Brest efter 9 døgn på havet.

Og helt modsat min begejstring for vores Atlanterhavskryds, er jeg, mildest talt, mindre begejstret for denne seneste tur fra Horta til Camaret-Sur-Mer. Cirka 1300 sømil, 9 døgn og helt skiftende vind og vejr.

Vi havde undervurderet længden af turen, fordi vi netop havde sejlet tæt på 2700 sømil og i det perspektiv virkede 1300 som ingenting. Men 1300 sømil er langt.

Vi kan godt mærke, at vi er på vej hjem til Danmark. Turen har budt på kolde nætter, regn og gråvejr.

Og store dønninger, der besværliggjorde enhver form for liv ombord.

Vi har nået muren

Jeg tror vi har nået en mur, og vi er blevet overmandet af en form for træthed, som nu, hvor vi er så tæt på at være hjemme, er helt ok.

Vi har sejlet og sejlet virkelig meget på det sidste. Har nydt det og glædet os. Men nu har vi fået nok. Eller vi trænger ihvertfald til en pause og til kortere stræk.

Jeg tænker, det er noget de fleste langturssejlere kender til. At de sejlture, som man er nødt til at tage for at komme frem til næste destination engang imellem kan komme til at virke som en 'sur pligt', og så ved man godt, at det er tid til en lille pause.

Tid er vores vigtigste sikkerhed

Vi er lidt pressede på tid, og det gør ikke følelsen bedre. Vi ved godt, at vores aller vigtigste sikkerhed når vi sejler, er tid.

Tid til at vente på den rette vind, tid til at alle er i topform og tid til ikke at bevæge os ud i noget der er hverken farligt eller voldsomt.

Vi er i Camaret-Sur-Mer nu, og har planlagt hjemkomst til Danmark søndag den 8. juli. Det er lige om lidt. Vi har 660 sømil til Cuxhaven herfra og skal derefter igennem Kieler-kanalen og så hjem til København.

Der er ikke meget tid til oplevelser og møder med gode mennesker. Men vores eventyr er, stik imod hvad alle anbefaler os at føle allerede, ved at slutte. Både fysisk ved at båden bevæger sig hjem, og mentalt, fordi vi ikke kan rumme flere oplevelser.

Planlægge nye eventyr

Vi savner selvfølgelig den anden side af Atlanterhavet. Vi kigger på hinanden og har lyst til at vende båden om og sejle tilbage til Bahamas, til bål, til et cruiserliv med røde kinder og friske fisk, til møde med mennesker fra hele verden og til trygheden i at have hinanden helt tæt på fra morgen til aften.

Men vi kan samtidig også mærke, at vi skal hjem nu. Vi skal hjem og lande. Lære at være mere end 2 meter fra hinanden.

Lære at leve et liv ombord på en anden måde, og håbe, at der åbner sig en ny verden af gode sejler-mennesker hjemme i de danske farvande.

Og så skal vi måske i gang med at planlægge et nyt eventyr. Eller mange mindre eventyr. Men lige nu skal vores to år lagre sig. Vi kan ikke tage mere ind.

Møde med indianere på San Blas, fangst af kæmpe marlin i Colombia, venskaber og afskeder med mennesker fra en stor del af verden, og graviditet og fødsel af et lille nye menneske, plus alle de andre store og små ting som de sidste to år har budt på, skal lige optages ordentligt, fortælles til alle dem vi har savnet derhjemme og finde en plads i os alle. Og så kan vi måske være klar på nye eventyr.

Mindes det med længsel

Heldigvis ved vi godt at metaltrætheden, lysten til at glo på andet end hav og hav og hav i flere døgn i træk, trætheden over at være i konstant bevægelse fordi båden krænger og at indtage alle måltider fra en skål med en gaffel (som man bruger til at skovle maden ind) det fortager sig.

Og om ikke så længe, når vi tager vores korte weekendture til Hven, Hornbæk eller Mølle, så mindes vi de her lange stræk med længsel.

Familien har 660 sømil til Cuxhafen, hvorefter turen går hjem til København. Foto: Cille Rosentoft.

Hvem, hvad og hvor om familien Rosentoft fra København

Christian Rosentoft 39 år, Cille Rosentoft 39 år og børnene Gustav på 15, Bertram på 11, Liva på 8 og lillebror Sylvester på få måneder.

Sylvester blev født på St. Martin og er en vaskeægte bådbaby.

Vi sejlede fra Svanemøllen i Danmark i august 2016 med planer om en tur jorden rundt.

Planerne blev dog ændret og vi har i stedet brugt de sidste 20 måneder på at opleve dele af den store verden og have tid til at møde mennesker og kulturer. 

Familien har været i Portugal og Spanien blandt andet. Siden krydsede vi Atlanten og sejlede til Caribien.

Vi har været på Barbados, St. Vincent og Grenadinerne, Grenada, Martinique, Dominica, Guadeloupe, Montserrat, Saba, St. Martin, St.Barth, Tobago & Trinidad, Bonaire, Curacao, Aruba, Colombia, San Blas, San Andrés, Jamaica, Cuba, Turks & Caicos og nu St. Martin igen. 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET