Melges 32 blev første båd i mål i Classic Fyn Rundt
Sidste års vinder var igen hurtigst rundt om Fyn, mens 82-fods tysk sejlbåd måtte udgå. Flere både har haft medstrøm undervejs.
Melges 32'eren Pelle P, der sidste år kunne stille sig øverst på podiet i Classic Fyn Rundt og i sidste weekend sluttede først efter DH i Palby Fyn Cup, var igen hurtigst rundt om Fyn.
Som den første blandt 115 tilmeldte kunne teamet lørdag formiddag efter 25 timer, 3 minutter og 45 sekunder krydse linjen ud for Kerteminde som den første i Classic Fyn Rundt-sejladsen.
Mange havde ellers spået en Dovell 82 fra Kiel som første båd i mål. Skipper Gerhard Clausen med gasten Finn måtte dog udgå fra sejladsen med problemer, og dermed var vejen banet for Melges 32'eren.
Meget medstrøm
Mens de hurtigste båd så småt begynder at krydse linjen ud for Kerteminde, kæmper størstedelen af deltagerne i varmen langs Fyn østkyst.
En lang tur for sejlerne, der heldigvis har kunnet glæde sig over medstrøm på store dele af sejladsen:
- Der har været medstrøm for i hvert fald de mindre både fra Storebælt og op mod Fyns Hoved. Senere fik vi medstrøm i både Lillebælt og Svendborgssund, fortæller minbaad.dk's redaktør Troels Lykke, der selv sejler med i sin Drabant 24, Dagmar D.
Demokratisk stævneleder
Det er beslutningen om at sejle bagbord rundt om Fyn, der har sikret store dele af feltet de gunstige strømforhold. En beslutning, som er taget i samråd med sejlerne:
- Stævneleder Morten Grove er meget demokratisk og går rundt og snakker med sejlerne om, hvilken vej de helst vil om Fyn. Vi har ikke haft problemer med stensætningerne i Svendborgssund, så det var klart den rigtige beslutning, understreger Troels Lykke.
Sammen med flere andre af de mindre både i feltet, har Lykke og to gaster fortsat flere timers sejlads i vente, inden de kl. 19 forventer at ramme Kerteminde. Det gør dog ikke noget, understreger redaktøren:
- Det er en helt vild hyggeligt sejlads og bare ærgerligt, at flere både ikke sejler med, slutter han.
Melges 32-besætningen efter målgang. Foto: Classic Fyn Rundt
Sejlerne har ikke haft problemer med kryds op imod stensætningerne, som ellers fik Palby Fyn Cup til at foretrække en sejlads styrbord rundt. Foto: Troels Lykke
Troels Lykke og gaster nyder varmen ud for Lundeskov. Foto: Troels Lykke