minbaad.dk
onsdag 14. november

Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Efterskole på Sydlangeland er forelsket i Ø-havets sejlende hestevogn

Når Magleby Fri- og Efterskole i næste måned åbner for sin nye Øhavslinjen vil den gøre flittigt brug af smakker. Sejladsen forleden fandt sted ved afskedsugen for årgang 2018.

Den traditionelle afrunding af skoleåret var også for flere elever en slags forpremiere på Magleby-skolens nye Øhavslinjen på Strynø.

Motorbåden Selma ligger fortøjet ved smakke-broen på Strynø. Et par Magleby-elever flader ud hen over fordækket og peger ned i vandet:

- En vandmand!

Observationen af den gennemsigtige skabning åbner for en snak om gopler.

- De rødlige og deres fangtråde skal man passe på. Det er er brandmænd. De svier, lyder det fra projektleder Ulrik Pihl.

Liggende på bådebroen tager han vandmanden op i håndfladen til nærstudium. Snakken går om, hvor meget af det spytklatagtige væsen, der mon er vand ...?

En af pigerne på dækket gør et kvikt opslag på mobilen:

- 98 procent, fastslår hun.

En lille, spontan lektion i havets fauna er dermed afsluttet.

Bondeholm rigges op

På den anden side af broen er to-smakken Bondeholm under oprigning. Mens smakkerne er fortøjet ved broen, ligger sejlene rullet op om masterne lagt på langs over jollens tofter.

Smakkesejlets omviklede skøder holder sammen på den rødbrune dug. Ved siden af ligger sprydstagerne - de runde, diagonaltstående rafter, der holder smakkesejlet udspilet under sejlads.

Under instruktion af skoleleder Anders Gormsen er Nille, Simon og Mathias ved at have smakken sejlklar.

De to master står lodret i mastebænkene, sprydstagerne er monteret og skøderne gjort fast.

En simpel rig, der i århundreder har vist sin duelighed på denne Øhavets sejlende hestevogn. Inden smakken når fri af vandet omkring bådebroen, skal der knokles med noget sejlads på kryds.

Det lykkedes, og Søsiden kan sammen med elever og Ulrik Pihl betragte det klassiske Øhavs-skue fra motorbåden Selma. Smakken sejler ...

- Jeg vil gerne prøve noget nyt

Når efterskolen i næste måned åbner for sin nye Øhavslinjen vil den gøre flittigt brug af smakkerne. Sejladsen forleden fandt sted i forbindelse med afskedsugen for årgang 2018.

Allerede før efterskolen blev involveret i driften af smakkecentret, har den haft tradition for at afrunde skoleåret på Strynø.

- Vi har været her i de sidste tre år, så vi kan sige farvel på en ordentlig måde. Og i år kan vores andetårs-elever så også se, hvor de skal være i næste skoleår, siger Anders Gormsen til fyens.dk.

For eleverne er sejlads bare sagen. Det lød klart fra alle de elever, Søsiden talte med. Simon Mathiesen fra Haarby er ud af sejlerfamilie:

- Det har været rigtig hyggeligt at komme herover og sejle i smakkejoller. Vi har også spillet kort, mens vi har sejlet, kan han fortælle. Matthias Hansen, Stenstrup, tager et ekstra år på efterskolen:

- Jeg valgte Strynø fordi jeg gerne ville prøve noget nyt. Før har jeg sejlet lidt kajak. Nu synes jeg, at det er fedt at være ude på vandet og høre bølgerne og fuglene. Og så er smakkerne lette at sejle.

Se flere af Søren Stidsholt Nielsens fotos på Fyens.dk 

SMAKKECENTRET OG EFTERSKOLEN

Øhavets Smakkecenter var en bådsamling udstillet i en længe til en gård, hvor centret også ligger i dag. Senere kom et jolleværft til.

I 2006 opførtes den store udstillingsfløj med bl. a. Café Kabyssen og en lille butik.

I 2016 blev centret opgraderet for over fem mio. fonds-kroner, og navnet blev ændret til Øhavets Smakke- og Naturcenter. Samme år besøgte dronning Margrethe centret.

Centret havde gennem en årrække en fastansat leder.

Efter et 2016 og 2017 med for få indtægter fik centret tilført midler fra Langeland Kommune og fra naturudstillingens ejer, det fælleskommunale Naturturisme i Svendborg. Aftalen med Magleby-skolen om drift og anvendelse blev indgået tidligere i år.

Øhavets Smakke- og Naturcenter omfatter i dag bl. a. jolleudstilling, naturudstillingen "Over ø og hav", café, butik, lejrskole-faciliteter ude og inde, jolleværft, shelter/bålhytte, 35 kajakker, tre flydende smakkejoller, en Stor Megin, en Megin-jolle, motorbåden Selma samt det tidligere kreatur-fartøj Strynkalv, der i dag benyttes til bl. a. sælsafari.

Magleby Fri- og Efterskole ligger ved landevejen på Sydlangeland fire kilometer nord for Bagenkop.

Efterskolen henvender sig til ordblinde og har plads til 66 elever.

Efterskolen blev på lokalt initiativ udbygget med en friskole efter, at den kommunale skole i Magleby blev nedlagt.

Leder af både friskole og efterskole skoler er Anders Gormsen, Strynø. Han har været ansat på skolen siden 2013 og i lederjobbet fra 2014. Projektleder for Øhavslinjen på Strynø er Ulrik Pihl, også bosat på Strynø. sosn

Smakken

Tosmakken er en klinkbygget, spidsgattet jolle med to master og to rektangulære sejl.

Sejlene holdes udbredt af de diagonale sprydstager.

Smakken findes også i tremastet udgave.

Smakken kan også føre forsejl og gaffelsejl.

Tosmakken Bondeholm er godt fem meter lang og to meter bred.

Når vinden flover eller strømmen går imod, kan fire årer aktiveres.

Før færgernes tid var smakkerne meget udbredt til transport af bl. a. mennesker, kreaturer, gods, post og landbrugsvarer mellem de sydfynske øer. sosn

Kilde. fyens.dk

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET