Gå til hoved-indhold
Tur
Mick Høy til venstre fik efter hjælpen besøg af den tyske kystvagt, der ikke krævede penge for at assistere ham ind til Borkum. Foto: Mick Høy

Mick - ny til søs - måtte kalde efter hjælp på kanal 16 i Nordsøen

Mick Høy, der startede sin tur mod Chile fra Ishøj, efter han havde sejlet fem gange, har mødt de første udfordringer med sin B31. Tysk kystvagt hjalp ham ind, da strøm gik til iPad og selvstyrer.

Af Troels Lykke |

Alle er lidt nervøse for Mick Høy, og flere sejlere har fået ondt i maven over hans planer.

Flymekanikeren har lige lært at sejle og vil nu over Atlanterhavet og over til Chile gennem Panamakanalen. De sociale medier koger over hans plan om at sejle trods ingen erfaring. Der er mange råd og bekymringer.

Vi kontaktede sejleren i går, hvor Mick Høy fik forklaret sig, mens han lå i læ på den lille tyske ø Borkum, der ligger ud til Nordsøen.

- Det var ikke Mayday, jeg kaldte, jeg havde bare mistet overblikket. Jeg vidste ikke, hvor jeg lå henne (i Nordsøen, red.), efter jeg kom et stykke ud af Kielerkanalen. Autopiloten gik ud, og strømmen gik til iPaden, da kablet til den gik i stykker. Det var mørkt og blæste 10-12 m/sek. Jeg ville ind til land, så jeg kaldte Ole, jeg havde fulgtes med på kanal 16 og andre, fortæller 40-årige Mick Høy, da vi lørdag eftermiddag talte med den nye sejler, der havde sejlet fem gange, før han forlod Ishøj i sin nyindkøbte B31 fra 1980.

Målet er Chile, men først de Kanariske Øer

Nu har Mick Høy i den første uge mod De Kanariske Øer og senere mod Chile forøget sine kundskaber til søs på den hårde måde.

For tre dage siden kom han gennem Kielerkanalen, efter to gange seks timers sejlads.

Her nåede han at møde det tyske politi, der tvang ham og en større båd til at forlade et sted i kanalen, hvor de ikke måtte ligge. 

- Det gik fint gennem Kielerkanalen, og da jeg kom ud, skulle jeg have medstrøm, ellers vill jeg have svært ved at sejle videre, og det gik fint, siger Mick Høy til minbaad.dk.

Hjælp fra tysk kystvagt

Mick Høy forklarer desuden om hjælp fra kystvagten: 

- Efter jeg havde kaldt på Kanal 16, fik jeg kontakt med den tyske kystvagt. Det var svært at tale med dem, da min selvstyre ikke virkede, så jeg var nødt til at være oppe i cockpittet, og min VHF er nede i kahytten.

- Men jeg fik talt med dem, og de ville guide mig ind mod land, det tog en time. Nu er jeg ved Borkum, og det blæser 30 knob ude i Nordsøen, så jeg sejler i morgen mod Groningen og videre mod Amsterdam (i kanaler, red.). Det er min nye plan, før jeg skal ud på åbent farvand igen, siger Mick Høy, der nåede at blive lidt rystet, men nu er ved godt mod igen.

Han har fundet et nyt stik til iPaden, der virker, det samme gør autopiloten også. Desuden har han en stor varmeblæser i båden, der har tørret den.

I baggrunden ses den tyske kystvagt, der hjalp Mick Høy, der er opvokset på Amager. - Jeg er adoptivbarn, det har de nok fortrudt, sagde Mick i sjov i går. Han startede turen med 5.000 kr. på lommen. Han vil arbejde sig til penge undervejs. Foto: Mick Høy

Sådan så det ud, da han sejlede i Kielerkanalen. Foto: Mick Høy

Mick Høy har et par store højtalere med. God musik sætter ham i god stemning efter en hård tur i Nordsøen. Foto: Mick Høy

Her ses Micks rute, gennem de hollandske kanaler. Turen går i dag mod Groningen.

content-loader
content-loader
content-loader