X-37er Hansen til IRC-EM med nyudviklet code zero fra OneSails
Den vindende X-37er fra Rungsted er sejlet til EM i Sydengland til stort IRC-EM. - Det bliver med ny code zero, Cabel-less, du kan skære og gå dybt med, fortæller OneSails-designer Sofus Pedersen.
X-37er Hansen, der sejles af KDYeren Michael Møllman, får nu en ekstra streng at spille på, når det gælder IRC-EM i Cowes i Sydengland. Et stævne, der starter mandag.
Holdet har nemlig fået en ny code zero, som OneSails-designer Sofus Pedersen havde med i bagagen, da han fredag rejste til EM.
Holdet må måle fem sejl ind, der tæller et storsejl, tre fokke og en ny code zero, der især er god i let luft.
Areal er flyttet frem
Sofus Pedersen, der også er trimmer på X-37er Hansen, forklarer om det nye sejl, da vi møder ham på sejlloftet i Helsingør.
- Man har i det nye Cabel-less code zero flyttet arealet frem i sejlet, så det mere minder om en flad gennaker. Code zero er normalt med kabel, den det nye cabel-less er uden kabel i forliget, forklarer Sofus Pedersen, der havde vældigt travlt i torsdags.
Fra 45 til 110 grader
Sejlet fungerer på en lidt speciel måde. Det kan bruges i området 45 til 110 grader til vinden, mens en normal code zero er i vindområdet 60 til 70 grader til vinden.
- Du kan gå højt til vinden i let vind, og her falder forliget ind og lægger sig fladt ind til sejlet og bliver fladere, så du kan gå højt til vinden. Det er blevet testet hos OneSails i Italien, og når du slækker faldet af, så ændrer sejlet sig til en gennaker, forklarer Sofus Pedersen.
Efter Hansen har sejlet EM, sejles båden til ORC-VM i Haag i juli.
Nu er code one sejlet foldet i forliget og kan gå højt. Foto: Troels Lykke
Nu er code zero sejlet åbnet og kan gå dybt. Foto: Troels Lykke