minbaad.dk
onsdag 21. november

Anna Livbjerg er urørlig i Europajollen. Foto: Anne Hopmann

Utrolige Anna Livbjerg vinder Europajolle VM for 7. gang

Lægen fra Kaløvig Bådelaug vinder sit syvende VM i træk i tyske Kühlungsborn foran 48 startende kvinder. Også sølv og bronze blev det til for de danske europajollesejlere.

Kapsejlads | 13-08-2018 19:28 | Af  Maria Ravn Jürgensen

De danske europajollesejlere er netop hjemvendt fra VM i Kühlungsborn, Tyskland.  

Anna Livbjerg fra Kaløvig Bådelaug sejlede endnu engang guldet hjem, og kan nu kalde sig syvdobbelt verdensmester.

Kristian Præst, Kaløvig Bådelaug, sluttede på en tredjeplads blandt 76 startende mænd.

Havnen blev lukket

Undervejs bød vinden og vejrforholdene på en del udfordringer for både sejlere og banelederen, idet der kun blev sejlet 6 ud af 10 planlagte sejladser.

Tredjedagen blev aflyst for sejlerne, og hviledagen om torsdagen blev derfor taget i brug.

Fredag og lørdag blev havnene langs den tyske kyst mod Østersøen lukket af de lokale myndigheder på grund af stormvarsel, og det var derfor forbudt at sejle ind og ud af havnene.

Efter torsdagens sejladser kunne Anna Livbjerg altså kalde sig verdensmester endnu engang, efter en serie på 1, 1, 3, 2, 1, 1, var hun 14 point foran spanske Ascension Roca de Togores, som løb med sølvet, viser resultatlisten

Turbulent vind

I mændendes felt vandt tyske Fabian Kirchoff guldet foran norske Lars Johan Brodtkorb, og Kristian Præst som efter en svær start fik bronze.

- Førstedagen var svær. Jeg følte det var en turbulent vind der kom ned i hovedet på en, og alle sejlede i forskellige retninger, fortæller Kristian Præst til minbaad.dk

- Jeg fik en dårlig start på stævnet, men det blev efterhånden bedre, hvor jeg både fik lavet gode starter og god fart i jollen, både på kryds og læns, fortæller han.

Sølv i holdsejlads

Emil Munch fra Kaløvig Bådelaug sejlede sig ind på en 5. plads i drengefeltet.

Samtidig vandt Oliver Ørting Årets Rookie, som går til den bedst placerede sejler til sit første VM. Oliver sluttede på en 17. plads.

I holdsejlads sejlede et hold bestående af Anna Livbjerg, Kristian Præst, Jonas Ullman og Rasmus Fabrin en sølvmedalje hjem i en nervepirrende finale mod nordmændende.

De 27 danske sejlere blev trænet af Jørgen Holm og Lau Zachariassen.

Foto: Anne Hopmann

Top tre ved Europajolle VM i Tyskland. Foto: Segelclub Kühlungsborn

I holdsejlads sejlede Danmark en sølvmedalje hjem. Foto: Segelclub Kühlungsborn.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET