Langtursblogger Cille skal vænne sig til modvind

38-årige højgravide Cille Rosentoft og familie er nu i St. Martin i Caribien, og tænker tilbage på modvindssejladser, som alle bliver sammenlignet med en tur i Køgebugt.

Af Cille Rosentoft, St. Martin | 13-01-2018 21:02

Vi har klaret turens sidste (planlagte) sejlads i modvind og strøm.

En af den slags ture, hvor 500 sømil blev til knap 700 sømil og hvor alle naturens kræfter kæmper imod den lille båd på det store hav. Fra Turks & Caicos til St. Martin med fem uger tilbage til fødslen.

Vi er her nu og det givet et mærkeligt overskud til at tænke vores sejlture de sidste halvandet år igennem. Der har faktisk være en del af de der modvindssejladser.

Køgebugt og tvivl

Der var vores aller første hårde tur. Den tur på Køgebugt, som vi stadig her på Johanna henviser til, når noget er særligt skidt. Vi var sejlet hjemme fra Svanemøllen helt parate til eventyr.

Tårerne fra den store afsked var ikke helt tørre, og tvivlen om det her nu også var den rigtige beslutning var stadig helt frisk. Og så kastede vi os ud i Køgebugt, for vi skulle på eventyr.

Efter cirka én times sejlads, hvor både Liva på dengang seks år og jeg sad mast sammen på gulvet i cockpittet og drengene klyngede sig til hver sin bænk og skipper kiggede på sin familie med lige dele undren og skyld, så tror jeg alle tænkte, at det der eventyr, det kunne vi egentligt godt droppe.

Vi drømte om paradisøer og blåt hav og vi fik Køgebugt, når den bider mest. Skipper tog en hurtig beslutning og vendte båden og fik den trygt tilbage i Dragør havn.

Jeg var klar til at blive i Dragør og Liva skulle helt klart også overbevises om at mors og fars plan om at sejle langt, stadig var en god ide. På det tidspunkt drømte vi ikke om hvor store bølger vi ville gå lov til at sejle i i løbet af de næste par år. Heldigvis, for så er jeg ikke sikker på at vi ville være sejlet ud igen.

Vi kom videre og sejlede lidt mindre kække ud af Dragør havn og mødte heldigvis en mildere Køgebugt.

Pludselig var vi ude af Danmark og eventyret føltes levende igen. Men modvinden fulgte os og vi lærte at acceptere den som et grundvilkår.

En anden mulighed havde været at ændre planer og sejle i medvind til Helsinki - men det var ikke helt det vi drømte om. Detfor sejlede vi stort set hele vejen til England i modvind og lærte at leve med det.

På indersiden af Holland

Der er dog stadig enkelte oplevelser, som stikker ud.

En af oplevelserne havde vi på vej mod Amsterdam, hvor vi efter grundig undersøgelse af vind og vejrforhold havde besluttet at sejle på indersiden af Holland gennem Ijsselmeer til Enkhuizen og videre gennem Markermeer til Amsterdam.

Der viste sig dog være lige så tarveligt vejr og vi endte med sejlads i 15-16 m/s, silende regn og virkelig dårlig sigtbarhed. Det blev aften og mørkt og ungerne sov i salonen.

Både Christian og jeg var i cockpittet og iklædt alt vores varme og regntætte tøj. Og alligevel blev vi drivvåde.

På et tidspunkt kom en redningsbåd susende med fuld fart hen imod os. Den stoppede i de høje dønninger, men havde svært ved at holde sig fast til os. Ombord på redningsbåden var mændene iklædt det helt store udstyr og spurgte om det var os, der havde kaldt mayday.

Det var det ikke. Men gid de havde reddet os. Altså mest fordi jeg ikke syntes at det var så rart at være der i mørket og kulden og vinden. Og så skulle ind i en fremmed havn i al den vind. Redningsbåden sejlede videre og vi sejlede videre mod havn.

Var ved at miste båd og børn

Endelig kunne vi se havnen og vi brugte vores aller sidste kræfter på at lave en plan, for hvordan vi bedst gjorde det.

Christian valgte en plads i havnen, hvor vi ikke ville blive presset mod molen - men væk derfra. Det var ikke en optimal plads, men den eneste som duede bare nogenlunde.

Første forsøg gik ikke. Og vi måtte vende igen og give det et forsøg mere. Andet forsøg var heldigvis bedre og jeg fik hoppet i land med fortøjningen. Fik fastgjort den til en klampe cirka midtskibs og Christian lavede sit show og fik båden ind og ligge hvor den skulle.

Derefter hoppede han i land til mig for at hjælpe med fortøjningen. Han besluttede derefter at vi skulle rykke skibet lidt længere frem og tog min fortøjning af klampen.

I kampens hede glemte han, at han havde sat båden i gear inden han forlod den. Derfor skete det der, da han tog fortøjningen af, at Johanna begyndte at sejle.

Råbte som aldrig før

Væk fra os. Med ungerne sovende i salonen. I mørket. Christian råbte af mig, som han aldrig havde råbt før, og på sådan en måde, at jeg var klar til at hoppe på et tog hjem.

Han råbte at jeg skulle hoppe ned i båden og sætte den i frigear. Christian lå på nuværende tidspunkt på jorden med den lille stump af rebet tilbage. Han kæmpede for at holde fast på båden. Og vores børn.

Jeg fik hoppet et langt hop ombord og sat den i frigear. Christian fik hevet båden nærmere molen og fastgjort rebet igen. Og så tudede jeg. Over vores beslutning. Over at blive råbt i hovedet. Over regn.

Over modvind. Over Christian. Over mørket. Og over at mine børn nær var sejlet fra mig ud i mærket og regnen og blæsten. Helt uden at vide det.

Så gik jeg i seng og sov. Og stod op klokken 06.00 og sejlede videre. I regn og modvind. Men med mine børn. Og i løbet af dagen glemte jeg næsten, at jeg var blevet råbt i hovedet. Og at mine børn var på vej alene i mørket. Men jeg var stadig i tvivl om den beslutning, vi havde truffet for os selv og vores børn.

Om at vokse med opgaverne

Heldigvis er vores erfaring her på Johanna, at man godt kan vokse med opgaverne og oplevelserne. At det der føles alt for farligt på et tidspunkt, kan føles mindre farligt eller endda helt ok på et andet tidspunkt.

Vi blev af mange, mange mennesker frarådet at tage afsted med kun en ombord med sejlererfaring, selvfølgelig skipper. Vi blev kaldt uansvarlige og endda egoistiske, altså overfor vores børn.

Vi blev rådet til at vende om og sejle hjem igen eller i det mindste at vælge Caribien fra og blive på den anden side af Atlanten.

Godt vi ikke lyttede. Godt vi troede på, at vi på den måde vi selv valgte at gøre tingene på var den rigtige for lige præcis os.

Det har givet os op- og nedture, oplevelser vi ikke troede var mulige, og et helt særligt sammenhold og fællesskab blandt os fem, som har udviklet os så meget sammen og oplevet så meget sammen i løbet af det sidste halvandet år.

Og selvom vi har haft en del oplevelser og vilde ture siden Køgebugt, så er det altså stadig den vi holder vilde ture op imod.