minbaad.dk
fredag 21. september

Cille Rosentoft mener at sejlerfællesskabet er en nødvendighed og en tryghed. Foto: Cille Rosentoft.

Cille vil være en del af sejlerfællesskabet alligevel

Langtursblogger, Cille Rosentoft, fortæller om udfordringerne ved sejlerfællesskabet, men også om de gode ting ved at have venskaber rundt omkring på kloden.

Tur | 20-02-2018 18:44 | Af  Cille Rosentoft

Der findes et særligt sammenhold mellem sejlere. Det tror langtursblogger, Cille Rosentoft, alle sejlere kender til, uanset om man sejler hjemme i Danmark eller ude i den store verden.

Sejlerfællesskab

Det er et sammenhold, som jeg har haft svært ved at gennemskue tidligere, fordi jeg nok i bund og grund ikke følte mig som en del af den verden. Jeg var ikke sejler - men jeg var gift med én af slagsen og det gjorde at jeg havde svært ved at lure koderne.

Jeg overgiver mig til fællesskabet

Nu, efter over halvandet år på farten i en båd, på de store have, må jeg overgive mig. Sejlerfællesskabet er en nødvendighed og en tryghed, som gør at man lige præcis klarer den der ekstra udfordring og kan spejle sig i andre, som ved hvad det handler om.

For os som familie, ville den her tur ikke have været det samme uden de mange møder og fællesskaber, erfaringsudvekslinger og barbecues på stranden.

Leg på mange sprog

For vores unger har det betydet leg på mange sprog, møder med børn der lever under samme skøre betingelser og for en kort stund følelsen af at høre til i en gruppe og ihvertfald lige der i legen at have et fælles mål, og ikke være anderledes. 

Det har reddet mange kriser, når vi har fået øje på en børnebåd, som kom sejlende ind i en ellers øde bugt. Og de relationer ungerne har skabt, gør, at de ved at der er åbne døre for dem over hele verden.

Afskeden er stadig svær

Det betyder ikke, at vi er blevet bedre til at tage afsked på den her tur. Og vi har ofte spurgt os selv om det er det værd. Kan man godt få nye venner, når det (måske) er for en begrænset periode, og når man hele tiden skal tage afsked og egentlig ikke ved, om man ser hinanden igen? Jeg ved det ikke. 

Men det er svært ikke at knytte nye venskaber herude i verden. For vi bliver så afhængige af hinanden. Vi bliver hinandens netværk. Og vi bliver hinandens familier.

Det er så vigtigt at have vidner til det der sker i ens liv. Og når alle de sædvanlige, som indtil videre har været vidner og været med til at skabe vores families historie, er så langt væk, så bliver det endnu mere vigtigt at møde andre, der, på trods af andre sprog og en fortid, som vi intet kender til, er med til at opleve og skabe med os.

Hjem til sejlerfællesskabet i Danmark

Det bliver fantastisk hjemme i Danmark, når vi møder andre sejlere og ikke skal overveje om den der afsked betyder, at vi ikke ser dem med mindre vi flyver til Australien, Canada eller Schweiz.

Og jeg har overgivet mig. Jeg gider så godt at være en del af sejlerfællesskabet. Også selvom det stadig mest er ham skipper, som er sejleren, og selvom jeg ikke altid kan lure koderne. Så bær over med mig hvis I møder os og jeg spørger en ekstra gang om et eller andet.

Foto: Cille Rosentoft.

Foto: Cille Rosentoft.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET