Følg Volvo-bådenes mærkerunding i Aarhus fra egen båd
Sejlere er fredag 22. juni velkomne til at kaste ankeret i et markeret område nord for mærket. Afviserfartøjer ligger klar for at sikre, at retningslinjerne overholdes.
25.000 tilskuere forventes at finde vej til Aarhus fredag den 22. juni, når de 65 fod lange Volvo Ocean Race-både runder et mærke foran Dokk1.
Et højt antal, der gør det yderst attraktivt for nærliggende sejlere at ankomme til eventen i egen båd.
Gule bøjer guider
Nysgerrige sejlende kan dog ikke blot droppe ankeret på den mest udsøgte placering. Et nøje udvalgt område er i stedet udpeget til tilskuerbådene.
Markeret med gule bøjer og flankeret af afviserfartøjer bliver det således nærmest umuligt for sejlerne at forvilde sig på den forkerte side af området:
- De sikrer, sammen med politi og marinehjemmeværn, at Aarhus Havns udstukne retningslinjer bliver respekteret, forklarer arrangørerne om fartøjerne på eventens hjemmeside.
Undervejs vil der desuden blive kommunikeret løbende på VHF'ens kanal otte.
Plan B er klar
Noget, der sandsynligvis vil ske, hvis vinden viser sig fra sin enten svage eller stærke side. Da flyttes mærket længere nordpå, og tilskuerbådenes område vil flyttes tilsvarende.
De syv VO65'ere rammer Aarhus mellem kl. 12.00 og 18.00. Se på kortet øverst, hvor ankeret kan kastes på dagen.
Læs mere om begivenheden her.