Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Tilskuerne kunne følge sejladsen på nærmeste hold under fly-by'et i 2018. Foto: Troels Lykke

Politikere vil afsætte 18 millioner til The Ocean Race-stop i Aarhus

Sejlerblodet strømmer i Aarhus. Flere politiske partier er således villige til at bruge millioner på at skaffe ét af verdens største sejlsportsevents til byen i 2021-22. Flere europæiske byer er på kandidatlisten.

Af Sara Sulkjær |

Tusindvis fulgte nysgerrigt med, da syv VO65'ere under sidste års Volvo Ocean Race, det nuværende The Ocean Race (TOR), sejlede blot få hundrede meter fra Aarhus' havnekant.

En stor succes, der skal gentages, når sejladsen atter skydes i gang i 2021.

Det mener Radikale, Venstre og Socialdemokratiet, der i et budgetforslag til Aarhus Byråd foreslår at afsætte 18 millioner kroner til begivenheden, hvoraf de otte millioner skal hentes i Aarhus Events.

Næste mega-event

Denne gang skal de deltagende kapsejlere ikke nøjes med at runde en bøje i havnebassinet. I stedet skal bådene kaste fortøjningerne i Jyllands hovedstad - enten som én af to-tre europæiske stop-overs eller som den afsluttende finaleby.

Et flot afholdt verdensmesterskab i 2018 samt naturligvis det populære fly-by har banet vejen for byens kandidatur til den ombejlede sejlads, der er blandt de største på den internationale sejlsportsscene:

- The Ocean Race 2022 vurderes at have potentialet til at blive byens næste internationale mega-event, understreger politikerne i budgetforslaget.

Flere skarpe kandidater

Hvorvidt det lykkes de aarhusianske værter at lokke den enorme event til dansk farvand er endnu uvist.

Således forventes det, at også Hamborg, Liverpool, Den Haag og flere franske havnebyer er blandt de øvrige kandidater til én af de eftertragtede stop-overs.

Foruden støtte fra Aarhus Kommune og Sport Event Denmark har TOR-ansøgningen fået bred skriftig opbakning fra Erhverv Aarhus, Visit Aarhus, Aarhus Havn, Det Internationale Sejlsportscenter, Dansk Sejlunion samt Sailing Aarhus.

Læs hele budgetforslaget her.

content-loader
content-loader
content-loader