Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Der er masser af se på i Esbjerg i næste uge. Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Kæmpe sejlskibe ses i Esbjerg - få et overblik her

I næste uge er flere af verdens største sejlskibe blandt de over 60 deltagende fartøjer i Esbjerg. Søren Stidsholt Nielsen fra Fyns Amts Avis guider dig igennem Tall Ships Races.

Af Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis |

Hele tre gange på et år anløber kapsejladsen Tall Ships Races Danmark. I næste uge er flere af verdens største sejlskibe blandt de over 60 deltagende fartøjer i Esbjerg. Søsiden giver tip til ombord-kik.

Sejlskibsdanmark forkæles med Tall Ships Races i næste uge og til næste år. Hele tre gange anløber verdens største kapsejlads for store sejlskibe danske havne. Fra på onsdag gør sejlskibe fra en lille snes lande fast i Esbjerg. I 2019 vil skoven af takkelage profilere i både Aalborg og Aarhus.

Sejlskibe i de store tallship-klasser er omkringfarende fartøjer med verdenshavet som farvand. Derfor er der hver sommer udskiftning i sejladsens deltagerliste, mens andre skibe altid forsøger at indlægge Tall Ships Races i sommerens sejlplan.

Årets felt af sejlskibe i Esbjerg er rigtig flot. Et blik på listen viser fx, at verdens tre største sejlskibe kan opleves i havnen eller ved ankomsten onsdag og ved afsejlingen ud ad Grådybet lørdag middag.

Værd at se langs kajen

Øverst på verdensranglisten står Sedov. Den russiske firmaster har siden femmast-barken København forsvandt for 90 år siden været verdens største traditionelt riggede sejlskib. Med en længde på næsten 120 meter og orange mastestoppe 60 meter over havet er Sedov svær at overse.

Sedov skiftede sidste år hjemhavn fra Murmansk ved Barentshavet til Kaliningrad ved den østlige Østersøen. Om bord uddannes elever til den civile skibstrafik. Desuden er et antal kahytter disponeret til betalende medsejlere.

Sedov har flere gange besøgt Danmark. Senest i Hirtshals tidligere på sommeren og for tre år siden i Fredericia.

Se Søren Stidsholt Nielsens galleri her

Sedovs eneste fynske besøg var i 1993 i Nyborg. Men skibsspottere ved Langelandsbælt og Storebælt kan sæsonen igennem ofte se firmast-barken trafikere mellem Østersøen og de Nordsø-nære, tyske havne.

Den Kiel-byggede firmastbark har mange venner og medsejlere i navnlig Tyskland. Om tre år kan de og mange andre fejre 100 års jubilæet for denne ene af verdens kun to operative, tidligere fragtskibe fra Kap Horn-farternes storhedstid.

Kruzensthern er nummer to

Den anden sejlende Kap Horner er den også russiske firmastbark Kruzensthern, verdens næststørste sejlskib. Kruzensthern har ofte besøgt Danmark under Tall Ships Races, men det er første gang i mange år, at den kan opleves sammen med Sedov i dansk havn. Begge kæmper hører under de maritime uddannelser på universitetet i Kaliningrad.

Mir - en af de seks søstre

Tall Ships Races nummer tre - og nummer fem i verden - er ud af en søskendeflok på seks ensbyggede sejlskibe. De blev bygget i 1980'erne på Lenin-værftet, som den polske oprører Lech Walesa gjorde verdenskendt. I Esbjerg er den fuldriggede søskendeflok repræsenteret af skoleskibet Mir fra det maritime akademi i Sankt Petersborg, Rusland. Mir og dens polske søster Dar Mlodziezy har taget adskillige pokaler i Tall Ships Races.

Tre hvide svaner

Vort nordlige broderfolk er særdeles godt sejlende med tall ships, og i Esbjerg leverer nordmændene hele pakken. Tre hvide svaner. Størst er Bergens stolthed, Statsraad Lehmkuhl, der besøgte Svendborg for fem år siden. Den ekstremt velholdte tremast-bark sejler som charterskib.

Statsraaden bliver i øvrigt verdens første tallship på hybrid-drift. Til vinter installeres en generator, der med propellens rotation under sejl-drift, oplader batterier. I kombination med mulighed for at oplade med landstrøm kan den nye installation reducere brug af sejlskibets diesel-maskineri.

Norges to andre smukke svaner er Christian Radich og Sörlandet. De er begge fuldriggere og i nogenlunde samme størrelse. Sörlandet fra 1927 er i øvrigt verdens ældste sejlende fuldrigger.

Zarens "gamle" skib

En tro kopi af zar Peter Den Stores gamle skib Shtandart byder sig også til langs kajerne. Fregatten blev oprindelig bygget til Sankt Petersborgs forsvar i 1703 og genopstod som denne kopi i 1999. Nu sejler Shtandart charter og er en hyppig gæst i de store regattaer. For et par år siden rundede den også lige Bagenkop havn. Et sjovt skib befolket af gæstfrie russere.

En anderledes oplevelse får man også ved besøg på tremast-barken Tarangini. Den er ude på en syv måneder lang sejlads for uddannelse af mandskab til Indiens flåde. Søsiden har besøgt den flere gange tidligere, og det er tydeligt at se, at det velholdte flåde-sejlskib kommer fra en helt anden verdensdel.

Kunststofdæk ...

Det er ikke velproportioneret skønhed altsammen langs kajerne. Den tyske Alexander von Humboldt II kan skure i øjnene.

Alex II, som den kaldes, er et mislykket forsøg på at nybygge et moderne sejlskib. Proportionerne med den alt for høje hæk synes forkert, og vover man sig om bord, træder man på et dæk klistret over med teak-lignende kunststof. Her siger Søsiden pænt nejtak.

PS: Skibene har individuelle besøgstider. Skilte på kajen viser, hvornår publikum har adgang. Besøg er gratis. Man skal ikke forvente at kunne komme under dæk. Flere sælger maritime souvenirs til støtte for skibets drift.

FEM DANSKE SKIBE SEJLER MED

Fem dansk-flagede skibe sejler med i hele racet eller på etaper. Alle de danske skibe kan efter vore oplysninger ses i Esbjerg i næste uge:

Georg Stage. Fuldrigget skoleskib af stål bygget i Frederikshavn i 1935. I de sidste tre år totalrenoveret på værftet i Assens for over 50 mio. kroner. Har lige indledt årets togt. Ejet af stiftelse. Ofte Tall Ships-deltager. Klasse A.

LOA. Danmarks eneste barkentine. Bygget af træ på Sophus Webers værft i Gl. Hestehauge ved Svendborg i 1923. Ejet af fond i Aalborg og sejlet af frivillige. Ofte Tall Ships-deltager. Klasse A.

Skonnerten Jylland. Tomastet stålskib bygget i Sverige i 1951 som fragtskib. Siden 2010 ejet Partsrederiet Jylland. Anvendes til socialpædagogisk indsats med plads til seks unge under den selvejende institution Andromeda. Hjemmehørende i Thisted. Ofte Tall Ships-deltager. Klasse B.

Betty. Gaffelrigget ketch. Nordsøkutter bygget af træ i Esbjerg i 1913. Hjemmehørende i Aalborg. Klasse B.

Tara: Ketch-rigget stålskib bygget i Polen i 1958. Et ud af seks seriebyggede skibe. Privat-ejet og hjemmehørende i København siden 1987. klasse C.

––

To tidligere danske skibe også med:

Gulden Leuww: Den hollandsk flagede tremast-skonnert blev oprindelig leveret som inspektionsskibet Dana til den danske stat i 1937. Før den blev købt til ombygning af det hollandske rederi i 2007 lå den oplagt i Marstal, som den i øvrigt også besøgte tidligere i sommer. Klasse A.

Oosterschelde: Den hollandsk byggede tremast-skonnert Oosterschelde fra 1918 er Hollands største renoverede sejlskib. Fra 1939-1954 blev den ejet og drevet af rederiet Fuglen i Ærøskøbing. Dengang hed den Fuglen II og senere Fuglen. Klasse A. sosn

Kilde. Søsiden, Fyns Amts Avis

content-loader
content-loader
content-loader