Gå til hoved-indhold
Skipper Henrik Jensen og gasterne Thomas Hartvig, Niels Gramkov og Jeppe Blak-Lundahl var suveræne i Kerteminde. Foto: Frederik Sivertsen / SejlsportsligaenKapsejlads
Skipper Henrik Jensen og gasterne Thomas Hartvig, Niels Gramkov og Jeppe Blak-Lundahl var suveræne i Kerteminde. Foto: Frederik Sivertsen / Sejlsportsligaen

KDY skriver ligahistorie - 11 sejre i 11 sejladser

KDY er nyt tophold i Sejlsportsligaen efter en sand magtdemonstration i Kerteminde. Værterne snupper andenpladsen, mens Kaløvig for første gang slutter på podiet.

Af Sara Sulkjær |

Den erfarne KDY-skipper Henrik Jensen har deltaget i en del ligastævner. Ofte med gode præstationer og podiepladser som resultat. Men aldrig med en førsteplads. Ikke før nu.

Ved weekendens 1. divisionsstævne fik Henrik Jensen og besætning eftertrykkeligt teamets lige-ved-og-næsten-indtryk elimineret med en historisk overbevisende indsats - 11 prikker i 11 sejladser.

En præstation, der aldrig tidligere er set i ligaens fire et halvt-årige historie, hverken i 1. eller 2. division. 

Holder hovedet koldt

Også skipperen selv er overrasket. Blandt de i alt 18 teams kunne ikke en eneste besætning slå dem over weekenden: 

- Det burde jo heller ikke kunne lade sig gøre med så mange andre gode hold. Vi har holdt kursen og hovedet koldt. Det sværeste er jo os selv, hvis man først bliver hylet ud af den. Men dér var vi gode til at holde fokus denne gang, siger Henrik Jensen.    

- Det har været et fantastisk arrangement. Vi har oplevet det hele i weekenden og har sejlet i alt slags vejr, det har virkelig været en oplevelse, forklarer den stolte KDY-skipper videre i en pressemeddelelse. 

KDY nyt tophold 


Trods KDY's markante status i Sejlsportsligaen siden begyndelsen i 2013 var det ikke desto mindre blot anden gang, at KDY vandt et ligastævne. 

Henrik Jensen og besætning kan tilmed prale af at være KDY's første mandlige besætning øverst på ligapodiet. KDY's hidtil eneste sejr var tilbage i 2015 og blev vundet af en kvindelig besætning.

Med sejren i Kerteminde rykker KDY samtidig op som nyt tophold i Sejlsportsligaen efter de to første stævner. Frederikshavn, de dobbelte mestre og vindere af sæsonens første stævne, sluttede for en sjælden gang uden for podiet.

Med en fjerdeplads i Kerteminde må holdet sommeren over se sig henvist til en samlet andenplads i tabellen. 

Horsens og Hellerup ligger side om side på tredjepladsen i den samlede stilling efter de første to stævner. 

Kerteminde stod for presset 


Arrangørklubben Kerteminde havde i en pressemeddelelse forud for stævnet udtalt sig om det særlige pres ved at skulle præstere på hjemmebane.

Pres eller ej, så kunne Kerteminde Sejlklub trække sig sejrrigt ud af kampen om at være "bedst blandt de næstbedste". 

I 11. og sidste flight var Kerteminde, Hellerup og Kaløvig i direkte kamp om de sidste to podiepladser. Et opgør, som Kerteminde slap bedst fra med en 3'er - nok til en samlet andenplads - mens Kaløvig sluttede 5'er og Hellerup på 6. pladsen i sejladsen. 

Det er en andenplads, der tydeligt viser, at stabilitet kan føre langt. Blot én prik hentede Kerteminde i de 11 sejladser, hvilket til gengæld blev opvejet af en stribe 2. og 3. pladser og ingen placeringer ringere end 4.

I den samlede ligatabel rykker Kerteminde frem på en femteplads. 

Kaløvigs første podieplads 


Samtidig lykkedes det endelig for Kaløvig Bådelaug at opnå en podieplads i Sejlsportsligaen. Klubben har været med i ligaen fra begyndelsen - stort set hver gang med Lars Vilhelmsen som skipper for skiftende besætninger.

Talrige gange har teamet manglet de sidste marginaler for at kunne bestige skamlen. Men ikke i Kerteminde. 

Efter en søndag, hvor Kaløvig præsterede gode sejladser samtidig med, at de nærmeste konkurrenter hver især fik tunge placeringer på scorekortet.

En tredjeplads til Kaløvig, som dermed er den 13. klub, der opnår en podieplads i Sejlsportsligaens 1. division. 

Ligaen vender tilbage til Kerteminde i den kommende weekend (23.-24. juni), hvor 2. divisionsklubberne skal på vandet. 

Samtidig går 1. division nu på sommerferie. Næste stævne for den bedste række er i Skovshoved den 24.-26. august. 

Hjemmebane-holdet med Magnus Jung Johansen, Bror og Balder Tobiasen og Andreas Hinsch sejlede sig til en samlet andenplads. Foto: Frederik Sivertsen / Sejlsportsligaen

content-loader
content-loader
content-loader