Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Foto af Jane Basland fra Palby Fyn Cup 2010.

Rønnow: Dilemma - hvad skal vi gøre?

For sejlere – eller de der ønsker at blive det - gælder, at vi ustandselig skal tage stilling til allehånde forhold omkring båden, skriver Claus Rønnow.

Af claus rønnow |

Ganske ofte kommer vi mennesker i situationer, hvor vi står overfor at skulle foretage et valg mellem flere muligheder.

Det gælder både i stort og småt. For sejlere – eller de der ønsker at blive det - gælder, at vi ustandselig skal tage stilling til allehånde forhold omkring båden.

Hvilken båd skal være den næste? Hvad skal den bruges til? Skal det være dele-båd mellem gode venner eller bekendte?

Hvor skal den ligge? Hvad med forsikring? Skal vi lære at sejle, eller kan vi i forvejen? Hvad med vedligeholdelse og nyanskaffelser? Hvad kan vi selv klare, og hvad må vi betale os fra?

Listen over spørgsmål kan virke næsten uendelig, og så er det endda kun det mest overordnede, som er nævnt her. Ud over dette kommer alle de mere konkrete detailspørgsmål, som vi hele tiden mødes af.

Hvordan planlægger vi egentlig en sejltur? Indkøb af relevante søkort i forhold til den ønskede rute?  Forudsigelser om vejr? Bådens stand, sejlegenskaber og udstyr?

Vores rolle og forpligtelser som skibsfører i forhold til Søloven? Hensynet til besætningen, alt efter dens sammensætning? Sikkerhedsudstyr, førstehjælpsudstyr, bådens medicinkiste.

Proviant og bunkring af vand og brændstof. Reservedele til stående og løbende rig. Reservedele til motor og anden teknik ombord.
Ja, ikke sandt?

Man kan blive helt forpustet alene ved tanken om alle de opgaver, vi står overfor. Alligevel sejler vi. Heldigvis! Det kan jo lade sig gøre for rigtig mange bådejere.

For nogen tid siden læste jeg en udenlandsk artikel om lystsejlads, som gjorde mig rimelig eftertænksom. Den refererede til en undersøgelse, hvor man havde undersøgt sejleres viden og bevidsthed omkring deres ansvar som bådførere. Det var ikke ligefrem opløftende.

Ganske mange havde ikke særligt kendskab til de mest elementære regler for deres ansvar som førere af et fartøj. Flere kendte godt nok til reglerne, men gav udtryk for, at det var lige pjattet nok at tænke ”stort” regelsæt, bare fordi man skulle have sig en sejltur i en lille båd.

Sagen er imidlertid – også i Danmark – at vi som førere af et lille fritidsfartøj har de samme forpligtelser som kaptajnen på et stort containerskib.

Søloven foreskriver de samme regler. Det handler altså ikke om fartøjets størrelse, men om ansvaret som ”trafikant” til søs.

Måske du burde genlæse eller – hvis du er ny sejler -  læse hvad der egentlig er indeholdt i Søloven. 

Der er rigtig mange regler for bådens stand, sikkerhedsudstyr, besætningens sikkerhed og alt muligt andet, som man kan blive hængt op på, hvis man skulle komme ud for et uheld, som f.eks. ville føre til et egentligt søforhør.
Du kan finde loven på nettet. God læselyst.

Claus Rønnow

Claus Rønnow står her ved sin Bandholm 27 i Sundby Sejlforening. Foto: Troels Lykke

content-loader
content-loader
content-loader