I frisk vind forlod VO 65ere Auckland mod Stillehavets kongeetape
Der venter 10 meter høje bølger, 35 knobs vind og massiv kulde for Volvo Ocean Race-sejlerne. Ekstra point på 14.000 km etape. Se starten, der gik søndag morgen dansk tid mod Brasilien.
Kongeetapen mod Itaiaj i Brasilien er i gang, små 7.000 sømil. Fordi etapen er så udfordrende giver den dobbelt point og kan derfor være ekstra afgørende for den samlede stilling, når det hele er slut i Holland til juni.
Mapfre fører samlet med Dongfeng lige efter. Noget, der var forventet fra start. De har de største hold, de bedste og dyreste sejlere, men seneste etape vandt AkzoNobel med Nicolai Sehested.
Starten gik for små seks timer siden i Volvo Ocean Race. Du kan se starten i fuld replay og spole frem til starten, som AkzoNobel og Sehested klarede godt med en luv start, men det var den røde Mapfre, der timede læstart og kom bedst afsted.
Fem graders kulde og måske sne
Skipper på Dongfeng, Charles Caudrelier, forklarer om etapen.
- Det er meget specielt at vi skal sejle i det sydlige Ocean, og forbi Kap Horn. Vi er meget sent i sæsonen så vejrudsigten er ikke særlig god til Kap Horn. Vi skal sejle et meget specielt sted i verden, hvor du ikke kan få assistance, kun fra sejlerne du er sammen med derude. Derfor skal du tænke på sikkerhed først. Det bliver hårdt, vand under fem grader, luft under fem grader og måske noget sne. Det bliver ti rigtige hårde dage i Stillehavet, siger skipperen.
Turen forventes, ifølge danske Sehested, at tage mellem 21 og 22 dage til Itaiaj i Brasilien.
Her ses holdopstillingerne. Hverken Jena Mai-Hansen fra Vestas eller Jens Dolmer fra Brunel. Men Brunels-skipper Bouwe Bekking, der bor i Danmark, er selvfølgelig med. Det er Nicolai Sehested også på AkzoNobel.
Overaltstilling efter 6. ben:
1. MAPFRE (Xabi Fernandez) - 39 points
2. Dongfeng Race Team (Charles Caudrelier) - 34 points
3. Team Sun Hung Kai/Scallywag (David Witt) - 26 points
4. team AkzoNobel (Simeon Tienpont) - 23 points
5. Vestas 11th Hour Racing (Charlie Enright) - 23 points
6. Team Brunel (Bouwe Bekking) - 20 points
7. Turn the Tide on Plastic (Dee Caffari) - 12 points
Vestas er med igen efter ulykke i Hongkong. Dongfeng fører lige nu, viser tracker. Der forventes hårdt kryds det første døgn.
Mapfre til venstre og Dongfeng til højre fører her lige efter start gik i Auckland. Foto: Volvo Ocean Race
Her ligger bådene - trackeren er live de første 24 timer efter starten.