Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Flertallet af danskere har både, der i størrelse kan minde om en H-båds. Foto: Mogens Hansen

Kaskoafgiften: Danske Tursejlere skriver åbent brev til Socialdemokratiet

Regeringens forslag om nedsættelse af statsafgiften på kaskoforsikring kritiseres af socialdemokratiet. Det får nu Danske Tursejlers forretningsfører Leif Nielsen til tastaturet.

Af Troels Lykke |

Kære Jesper Petersen, Skattepolitisk ordfører, Socialdemokratiet. 

I fredagens udgave af Ekstrabladet er du citeret for at: ”Det er Liberal Alliances gave til Fritz og Poul-segmentet med dyre både i Vedbæk, Skovshoved og Rungsted”

En kæk udtalelse, som Ekstra Bladet og flere andre medier er faldet for og har viderebragt, men som desværre ikke har hold i virkelighedens verden.

100.000 kroner per båd

I Danske Tursejlere har vi ca. 12.000 fritidssejlere og 225 sejl- og motorbådsklubber som medlemmer.

Ifølge vores medlemsregister er den gennemsnitlige værdi af vore medlemmers fritidsbåde omkring kr. 100.000 pr. båd.

Samtidig kan jeg oplyse, at gennemsnitsværdien for de medlemsbåde, der også er kaskoforsikret gennem vores samarbejdspartner Søassurancen Danmark ligger på ca. kr. 220.000,- pr. båd.

Langt op til ”Fritz og Poul-segment”

Så der er altså langt op til det ”Fritz og Poul-segment”, som du er citeret for.

Det er indiskutabelt, at jo højere en forsikringssum en båd er sat til, jo højere er forsikringspræmien og samtidig forsikringsafgiften.

Samtidig vil en afgiftsreduktion teknisk give en større besparelse ved en dyr båd end ved en billig båd.

Dyre både forsikres i udlandet

Men i Danske Tursejlere – og i de maritime kredse – ved vi, at rigtig mange af disse dyre både ikke er forsikret i Danmark men i udlandet. Og at disse bådejere fortsat ikke betaler statsafgiften til den danske stat.

Dermed er ”gaven til Fritz og Poul-segmentet” til at overse. Faktisk er det sejlere med ganske almindelig indtægtsmæssig baggrund og sejlere godt oppe i årene, der er de store bidragsydere i forhold til statsafgiften.

Danske Tursejlere er i besiddelse af dokumentation for disse forhold, som vi meget gerne vil dele med Socialdemokratiet og andre politiske partier, så I har mulighed for at træffe beslutninger på baggrund af fakta frem for forestillinger.

En fornuftig lovgivning kan være med til at få afgifter i statskassen, som mange i dag fortsat undgår at betale gennem snedige arrangementer. 

Vi tager gerne dialogen!

Med sejlerhilsen

Leif Nielsen 

Leif Nielsen er forretningsfører for Danske Tursejlere, der har 12.000 fritidssejlere og 225 sejl- og motorbådsklubber, som medlemmer.

content-loader
content-loader
content-loader