Gå til hoved-indhold
Tur
Delfiner lægger ofte deres vej forbi stævnen af True Blue. Foto: Maria Ravn.

Maria i Caribien: Ny kurs og dybe tanker på nattevagten

Langtur er sjældent som du planlægger og forestiller dig. Det har langtursblogger Maria måtte se i øjnene og tage stilling til. Efter bådskifte fortsætter eventyret halvanden måned endnu med nattevagter.

Af Maria Ravn Jürgensen, Blue Lagoon, St. Vincent |

For lidt over to uger siden tog min langturssejlads her i Caribien en lille drejning. At være gast ombord på en båd i tre måneder kræver meget af mig som gast, men også af skipper.

Og hvis matchet ikke er perfekt, så bliver det nogle rigtig lange tre måneder. Det har jeg måtte se i øjnene, og besluttede derfor at skifte båd, så jeg nu er gast ombord på den danske båd 'True Blue', hvor resten af mit eventyr i Caribien fortsætter i halvanden måned endnu.

Store kontraster i en samlet stat

Efter det noget eksotiske Tobago Cays satte jeg mig i et fly mod Trinidad & Tobago, hvor 'True Blue' befandt sig. Øerne, hvoraf Trinidad er hovedøen, ligger tæt på det kriminelle Venezuelas kyst, og det var da også med det i mente at jeg satte mig i flyet for at påmønstre båden. 

Mine foredomme omkring det sydligere Caribien blev dog hurtigt skrottet, og jeg blev alle vegne mødt af smilende og imødekommende lokale, men også venezuelanere som havde fundet deres vej til Trinidad for at arbejde som fiskere.

Det er heller ikke et sjældent syn at se de små fiskerjoller hoppe rundt i bølgerne ud for kysten for at tjene til dagen.

Trinidad & Tobago hedder den samlede stat. Men forskellene skal man ikke lede længe efter.

Hvor Trinidads hovedstad, Port of Spain, minder om en mindre storby, er kontrasterne store at finde på Tobago, som blot ligger 33 kilometer nordøst for Trinidad, en sejltur vi tilbagelagde på cirka 12 timer med vinden lige ind foran.

Dresscodes og øde bugte

Tobago minder om de nordlige caribiske øer, hvor tempoet er skruet ned og farverne på husene lyser op i det ellers grønne landskab.

Op langs Tobagos kyst besøgte vi bugte som Sandy Bay, Castara Bay og Charlotteville, som alle ligger på læsiden af øen.

For på vindsiden findes ingen bugte hvor langturssejlere har lyst til at ligge for anker. Det kan mærkes på Tobago at langturssejlere ikke tager den trælse sejlads fra Grenada til øen, for i bugtene ligger ofte kun fire eller fem andre både for anker.

Når vi ellers ankommer til øerne aflægger vi først besøg på immigrations- og custom kontoret, hvor diverse papirer skal være i orden, og man ved aldrig rigtig hvad de spørger ind til, eller hvor strikse de er med dresscodes.

Nogle steder tropper vi op i en sommertop, shorts og sandaler, mens de andre steder kræver at man har lukkede sko, lange bukser og tildækkede skuldre.

Noget som virker helt urimeligt når termometret viser 32 grader, men som er nødvendigt hvis man vil undgå at skabe flere problemer end højst nødvendigt.

At vokse med opgaven

Jeg har for alvor fået øjnene op for langturslivet, og jeg nyder mere og mere at stå bag roret på en kølbåd. Noget jeg førhen ikke har følt mig helt tryg ved.

Men som det så ofte er når man øver sig på noget, så bliver man bedre til det og vokser i takt med opgaven, og det har jeg kunnet mærke. Især på vores første længere sejlads som gik fra Tobago til St. Vincent. En tur på 110 sømil.

Ankeret var taget op i Charlotteville, og kursen var sat nordpå, så vi ville nå St. Vincent om morgenen. Det betød for mit vedkommende også min første rigtige nattevagt.

En vagt der strakte sig over 2x 4 timer, men som gav anledning til at så mange tanker, oplevelser og erfaringer kunne rykke ind i min 19-årige hjerne.

Klokken ni om aftenen kom jeg frisk og veloplagt op nede fra kahytten og sagde til skipper Troels at, nu kunne han godt lægge sig.

Det var med en vis spænding at jeg nu holdt udkig, og mærkede hvordan den 50 fods True Blue sejlede sikkert gennem bølgerne.

En spænding der fortsatte hele min vagt, for fiskestængerne var ude, og hvad nu hvis de pludselig gav lyd fra sig. Min forventning til fiskestængerne blev dog mindre og mindre hvor hver time der gik, for den gav ingen lyd fra sig.

En stille og rolig vagt

Under dæk sov resten af besætningen som var ramt af søsyge, men med stædighed, energidrik og kopnudler kommer man rigtig langt, og min vagt strakte sig over lidt længere tid end vi egentlig havde planlagt.

Omkring os brusede bølgerne, så morild kom til syne i havoverfladen. Flyvefisk og en enkelt fiskekutter, som med sin styrbord lanterne signalerede at den ikke var på sammenstødskurs med os, lagde også deres vej forbi. 

Efter 15 succesfulde timer for autopilot, kunne vi klokken seks om morgenen sejle ind i Blue Lagoon Marina på St. Vincent. Trætte, men tilfredse efter en god sejlads, kunne vi kravle ned i kahytten og sove et par timer før endnu en dag som langturssejler ventede forude.

Sejlerhilsen

Maria

Den 50 fods 'True Blue' er mit hjem den næste halvanden måned. Foto: Maria Ravn.

Midt inde på Tobago finder man vandfaldet Argyle Waterfalls, som helt klart er et besøg værd. Foto: Maria Ravn.

De tidlige morgener bliver brugt på at fange fisk. Foto: Maria Ravn.

Kokosnødder samlet på en isoleret strand fragtes hjem til båden. Foto: Maria Ravn.

Solen gik ned i horisonten og nattevagten begyndte. Foto: Maria Ravn.

Vegvisir Race er ikke en del af årets Dansk 2Star-serie

Dansk 2Star har fjernet den udfordrende kapsejlads fra 2019-programmet. Manglende opbakning fra sejlerne og et vanskeligt målerarbejde har ført til beslutningen, som ærgrer Morten Brandt, stævneleder i Vegvisir Race.

Afstemning

Skal du lave forbedringer på din båd denne vinter?

Nyhedsbrev

Deltag i konkurrencer og få de seneste nyheder direkte i indbakken

Designer Stefan Qviberg nåede ikke at få hyldest for Arcona 435

I november døde den dybt respekterede Arcona-designer Stefan Qviberg i en alder af 69 år. Han nåede derfor ikke at opleve, at Arcona 435 fik prisen European Yacht of the Year 2019. Vi taler her med mr. Arcona, Torgny Jansson, der forklarer, hvad man nu gør med båddesignet fremover.

Links til andre sites