minbaad.dk
onsdag 12. december

Tobago Cays er et velbesøgt sted for sejlere, der blev da også snorklet hver dag i det klare vand. I vandet er student og journalistelev Maria, der til dagligt er Europajolle-sejler fra Horsens. Privatfoto.

Maria i Caribien: På kanten af afgrunden blev vi mødt af hajer

Maria Jürgensen fra minbaad.dk har besøgt en lille bid af Europa, samt det verdenskendte rev Tobago Cays, hvor drømmen om eksotiske strande, snorkelture med skildpadder og hajer blev til virkelighed.

Jeg har nu været ombord på Grand Danois i fem uger og efter en kort tur til St. Lucia, en ø der minder meget om St. Vincent, gik turen videre til den franske ø Martinique.

Her blev vi mødt af fransktalende mennesker, euroen som møntfod og baguettes. Det var egentlig lidt tiltrængt efter et par uger med autentisk caribisk øliv.

En ø med europæiske standarder

På Martinique var tempoet sat op, og Europas traditioner og standarder afspejlede sig her på øen.

Det kunne især mærkes i havnen Le Marin, hvor utallige charterkatamaraner lå klar i havnen til at blive lejet ud til franske charterturister. Det skulle senere vise sig, at de kom lidt tættere på os end ønsket.

Martinique var som en miniferie i Europa, men vi skulle alligevel sydpå igen, da der var kommet nye gaster ombord.

En del af det at være gast i en længere periode er udskiftningen af folk ombord.

Man skal hele tiden tilpasse sig nye mennesker, noget som jeg indtil videre kun har syntes godt om.

Glasfiberkatamaran versus stålbåd

Turen gik hurtigt tilbage til St. Vincent, hvor bugte som Chateaubelair og Cumberland Bay blev besøgt. Overalt byder de lokale velkommen, og Cumberland Bay var ingen undtagelse.

Her blev vi inviteret i kirke af en lokal, samt deltog i en mini-koncert med dem om aftenen på den lokale bar. For her i Caribien elsker de musik og dans, og især hvis de kan lave det om til reggae style.

Cumberland Bay byder ikke på mange faciliteter, men alligevel er bugten velbesøgt af chartergæster, som forsøger at ligge agterenden af deres 50 fods katamaran ind mod stranden.

I sådanne situationer sidder langturssejlere som os og griner lidt, lige indtil katamaranen er 10 centimeter fra at ramme ind i Grand Danois.

Spørgsmålet er dog, om hvilken båd der ville få den største skade, en lejet glasfiberkatamaran eller en stålbåd som Grand Danois?

Cumberland Bay er forholdsvis isoleret i forhold til mange andre bugte på St. Vincent, de lokale flokkedes da også om båden for at sælge frugter, grøntsager eller håndlavede smykker.

Det er et tilbagevendende syn, når man besøger øerne her i Caribien. For mange lokale er det deres levevej at sælge ting til sejlende gæster.

Et velbesøgt rev

Højdepunktet på turen indtil videre har uden tvivl været det verdenskendte rev, Tobago Cays.

En ørække et par timers sejlads syd for Bequia. Allerede fra lang afstand lyser den hvide sandbund op gennem det krystalklare vand, og havskildpadder byder os velkommen i havoverfladen, når vi drejer af mod venstre lidt syd for Canouan.

Tobago Cays er for os, lige så vel som for charterbåde, målet når man sejler rundt i Caribien, og der er da også godt fyldt op af både, når man sejler gennem den snævre passage ud mod revet.

Tobago Cays levede op til forventningerne

Selve ankerpladsen er ikke den bedste, da en konstant hård vind står lige ind mod revet, men udsigten, vandet og graden af eksotisk findes ikke bedre.

Det blev jeg bekræftet i, da jeg snorklede ude ved selve revet, som man kun kan komme helt tæt på i gummibåd.

Herude blev jeg mødt af havskildpadder, farverige koraller, eksotiske fisk og revhajer, som ligeså stille svømmer rundt et par meter under mig, helt derude på kanten af revet hvor det går lodret ned i afgrunden.

Og bedst som jeg troede det ikke kunne blive mere eksotisk, blev vi om aftenen mødt af venlige lokale på stranden som havde forberedt en ægte caribisk middag med langusta, lambis og caribisk rom.

Tobago Cays leverede præcis det, jeg havde set på google-billederne hjemmefra.

Sejlerhilsen

Maria

Den mest kreative frugtbåd blev spottet i Rodney Bay på St. Lucia. Foto: Maria Ravn.

De lokale var meget tålmodige da de skulle lære os unge mennesker at tromme lokale melodier. Privatfoto.

Selv på en overskyet dag er Tobago Cays smuk. Foto: Maria Ravn.

Anne Katrine (t.v) og Maria efter en vellykket snorkeltur ved Tobago Cays. Privatfoto.

De lokale forberedte en lækker middag med langusta til os på stranden. Foto: Maria Ravn.

Et par meter under overfladen ved Tobago Cays gemmer sig koraller og fisk. Foto: Maria Ravn.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER

Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET