minbaad.dk
torsdag 16. august

North Sails i samarbejde med Vegvisir Race

Den danske afdeling af verdens største sejlloft vil være tilstede før, under og efter begivenheden, der har start og mål i Nykøbing Falster 23. august.

Kapsejlads | 21-07-2018 10:01 | Af  Troels Lykke

North Sails er især kendte for at udvikle og producere sejl til sportens ypperste events som Volvo Ocean Race og America’s Cup. 

Men den amerikanskejede virksomhed har også varer på hylderne til helt almindelige sejlere, og blandt dem udøverne af shorthand-sejlads, niche i sejlsporten, der i disse år oplever stor vækst. 

Nu går North Sails for alvor ind i dette segment med Vegvisir Race som platform og med den erfarne shorthand-sejler Jan Hansen i spidsen.

– Først vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig til at støtte op om sejladsen i Guldborgsund Kommune. Jeg har gennem mine mange år som single- og doublehand sejler, haft stort fokus på rullesystemer til asymmetriske spilere. Jeg kender faldgruberne og løsningerne på de fleste udfordringer. Jeg vil være til stede 1-2 dage før start og hjælper gerne til med sejlproblemer. Også for sejl af fremmed herkomst, siger Jan Hansen med et smil.

Nyt 3Di Nordac-produkt

Han fortæller, at North Sails, har flere på produkter hylderne, som rammer spot on til shorthand-sejlads.

Han fremhæver 3Di-racingsejlene, for deres gode performance og lange levetid samt, at de spænder over et stort vindregister. Samlet set giver det bedre sejlegenskaber og færre sejlskift. 

Sejlene er støbt i en form for kulfiber og har derfor været betragteligt dyrere end andre sejl. Men her er der gode nyheder fra materialefronten.

– Vi har introduceret et produkt, der hedder 3Di Nordac. I stedet for kulfiber er det en polyesterudgave af sejlet. Dermed er 3Di blevet økonomisk mere tilgængeligt for langt flere sejlere, siger Jan Hansen.    

Han deltager selv i sejladsen i enten hans egen båd, Dansails 45, eller sammen med Henrik Jørgensen i båden X4box. 

Glæder sig til udfordringer

– Jeg glæder mig til de udfordringer Vegvisir Race byder på. Vi ses på vandet og på havnen, siger han. 

Udover råd, vejledning og gode tilbud leverer North Sails også årets Vegvisir Race hækstander som alle deltagende både modtager, boom stickere og et banekort, hvor deltagerne i Vegvisir Race kan se de ”vejledende” kurser på de tre baner. 

Hos Vegvisir Race er der også  glæde over samarbejdet med North Sails.

– Det er nok verdens bedste sejlloft. De er kendte for at levere nyskabende produkter, innovation og høj kvalitet, hvilket matcher det vi forsøger med Vegvisir Race, hvor vi laver meget mere end en kapsejlads, siger Morten Brandt, der udviklede konceptet bag begivenheden, som i dag afvikles i tæt samarbejde med Guldborgsund Kommune og fem lokale sejlklubber. 

Jan Hansen hjælper Helle Jespersen med rullesystemet på den J/80er som hun i 2014 deltog i Silverrudder Challenge i. (foto: Katrine Bertelsen)

Om North Sails

North Sails er et internationalt sejlloft med afdelinger i 29 lande. Virksomheden designer, beregner og fremstiller sejl til racing- og cruisingbåde i længder fra 8 til 200 fod. 

Om Vegvisir Race

Vegvisir Race er en kapsejlads for hhv. én eller to sejlere pr. båd. Den længste bane er 210 sømil (365 km) lang og går over to nætter, mens den kortere singlehand-sejlads er på 80 sømil (148 km).

Navigationen er på begge baner den mest udforende i nogen kapsejlads i Nordeuropa, og det er en bedrift at gennemføre.

Guldborgsund Kommune støtter eventet med et venue-sponsorat og logistisk hjælp. Starten for 2Star-sejlerne går den 23. kl. 18., mens singlehandsejlerne starter 24 timer senere. 

Om klubberne

De fem klubber, der samarbejder med Guldborgsund Kommune og Vegvisir Race er

Sejlforeningen Vikingen, Motorbådsklubben i Nykøbing, Nysted Sejlklub, Guldborgland Bådelaug og Sejl- og Motorbådsklubben, Grønsund (Stubbekøbing). Det er klubberne, der i samarbejde forestår håndtering af bl.a. starterne og hele logistikken i Nykøbing og Guldborg.

Jan Hansen hjælper Helle Jespersen med rullesystemet på den J/80er som hun i 2014 deltog i Silverrudder Challenge i. Foto: Katrine Bertelsen

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET