minbaad.dk
søndag 27. maj

World Cup-stævnet er Rindoms første stævne i tre måneder. Foto: Anne-Marie Rindom til OL / Facebook

Seks danskere til start ved årets første World Cup-stævne

Dannebrog vises frem i 49er, Finn og Laser Radial, når stævnet tirsdag skydes i gang i Miami. Medaljehåbet Anne-Marie Rindom har rygproblemer efter kollision, men er fortrøstningsfuld.

Kapsejlads | 22-01-2018 14:27 | Af  Sara Sulkjær

For seks danske landsholdssejlere skydes 2018-sæsonen i gang i Miami. Her løber årets første World Cup-stævne af stablen, hvor flere af de helt store stjerner er mødt til start.

Stævnet er samtidig det andet i World Cup-serien. Ved årets første stævne, som blev sejlet i Japan, var Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom suveræn og sluttede øverst på podiet. 

Rindom sejlet ned

I et par uger har Rindom og de unge Laser Radial-sejlere Anna Munch og Laura Kragh derfor været i Miami for at træne forud for World Cup-stævnet. En optakt, der for Rindoms vedkommende blev med et enkelt bump på vejen, da hun fredag blev sejlet ned af en anden sejler: 

- Ryggen er stadig øm, men det går fremad. Kan nu nå mine egne fødder igen, skriver en fortrøstningsfuld Rindom mandag på Facebook

Uden OL-, VM- og EM-vinder Marit Bouwmeester til start i Miami er Anne-Marie Rindoms største konkurrent streget fra listen. Dygtige sejlere som Emma Plasschaert og Josefin Olsson, der vandt henholdsvis sølv og bronze ved det foregående World Cup-stævne, har til gengæld meldt deres ankomst.  

Én 49er til start

Mens de kvindelige Laser-sejlere har prioriteret at tage turen over Atlanten til Miami, er 49erFX-pigerne i stedet blevet på europæisk grund. Her har de det meste af januar været på træningslejr i Portugal. 

49er-sejlerne Mads Emil Lübeck og Nikolaj Hoffmann Buhl er derfor eneste danske 49er-besætning i Miami, når starten går tirsdag. 

Også Finnjollesejler André Høje Christiansen vil være på startlinjen. Her kommer han i ti sejladser til at kæmpe med blandt andet OL-vinder Giles Scott. 

De indledende sejladser sejles hele ugen, mens lørdag og søndag byder på de afgørende medal races. 

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET