Gå til hoved-indhold
Dansk Marineudstyr i Kolding er Marine Pro Shop-forhandler. Foto: Dansk MarineudstyrUdstyr
Dansk Marineudstyr i Kolding er Marine Pro Shop-forhandler. Foto: Dansk Marineudstyr

Motorimportør Johs Thornam køber sig ind i Dansk Marineudstyr i Kolding

Johs Thornam, importør af blandt andet Suzuki og Yanmar, er nu en del af marineforretningen Dansk Marineudstyr. Samtidig får kunderne nye udstyrsprodukter.

Af Sara Sulkjær |

Albertslund-virksomheden Johs Thornam, der siden 1887 har leveret motorer og produkter til sejlerne, går nye veje med partnerskabet med Dansk Marineudstyr (DMU). Et partnerskab, der for Johs Thornam er det første af sin karakter i Danmark. 

Det betyder flere produkter til Dansk Marineudstyrs kunder, der i forvejen har kunnet glæde sig over at have produkter fra Yanmar i deres butik. 

Med det nye partnerskab tilføjes også Suzuki-udenbordsmotorer til udvalget, mens et endnu større sortiment af kvalitetsbådudstyr og -tilbehør, herunder produkter fra Watski, vil være på hylderne. 

- Med det bidrager vi til at skabe et stærkt fullservice marinecenter. Jeg ser udviklingen gå i retning af tættere samarbejde mellem grossist og detail, og med DMU og Martin (direktør i DMU, red.) som en fremsynet og stærk partner for Johs Thornam og Watski tager vi det første skridt, forklarer direktør i Johs Thornam, Peter Schmidt Helbirk i en pressemeddelelse.

Større og stærkere set-up

Formålet med partnerskabet er da også netop at fremtidssikre både DMU’s og Johs Thornams forretning. Virksomhederne supplerer hinanden, og med samarbejdet sikres en endnu bedre repræsentation af både Yanmar og Suzuki Marines produkter i Danmark. 

Derudover vil DMU fremadrettet – ud over at være butik og serviceværksted – også agere showroom for Yanmar og Suzuki Marine med udstilling af motorer og installationer: 

- Over årene har vi skabt en god og stabil virksomhed. Vi vil gerne løfte virksomheden yderligere et niveau og gå fra at være en butik til at være et oplevelsescenter med motor, båd, service, værksted, butik og opbevaring, understreger direktør i Dansk Marineudstyr, Martin Nielsen. 

Internettet gør gode butikker vigtigere

Med tiltaget går forretningen fremtiden i møde, hvor den fortsat vil arbejde for at bevare sin status som den største butik i regionen. En status, som tilføjelsen af Suzuki-påhængsmotorer og Watski vil bidrage til at sikre. 

- Både Johs Thornam og Watski ønsker at sikre og styrke butikkerne i den fremtidige kamp om kunderne. Det er vigtigt for os som importører, at der findes et stærkt, profitabelt og repræsentativt butiksnetværk, lyder forklaringen fra Peter Schmidt Helbirk, Johs Thornam, som tilføjer: 

- Her i internettets tid er det vigtigt, at butikkerne kan tiltrække kunder og være inspirationskilder for såvel garvede som nye sejlere. Og det kræver, at vi går lidt nye veje, understreger direktøren. 

Ejer af DMU, Martin Nyholm Nielsen, vil i det nye partnerskab fortsat stå for den daglige ledelse og drift af sin butik. 

content-loader
content-loader
content-loader