minbaad.dk
søndag 22. april

Fællesbillede af SailingGarda.dk-sejlerene er her taget onsdag aften før indmarch. Foto: Kristian Joos

Verdensrekord på Gardasøen - 107 danske optimistsejlere deltager fra 20 klubber

36. Lake Garda Meeting begynder i dag med deltagerrekord med næsten 1400 Opti-sejlere. 20 danske sejlklubber med familier bruger påsken i Italien på den dybe sø.

Kapsejlads | 29-03-2018 11:39 | Af  Troels Lykke

Garda Meeting er verdens største Optimistjollestævne, og allerede i 2012 blev stævnet noteret som verdens største i Guinness Book of Records med hele 1055 deltagere.

Dette overgås dog langt i år, hvor næsten 1400 sejlere fra 33 lande bruger påsken i Optimistjollen på Gardasøen.

I år er Danmark den tredje største gruppe kun overgået af Tyskland og Italien. Andre store deltagerlande er Sverige, Polen, Finland, Norge, Rusland, Ungarn, Australien, Canada, USA og for første gang Japan og Mexico.

107 danske sejlere og deres familier har nemlig i år taget turen med SailingGarda.dk til den smukke by Riva Del Garda, hvor SailingGarda.dk de sidste 23 år har været arrangører for danske sejlere, og hvert år arrangeret den populære sæsonåbningstur.

Starter med træningslejr

Turen startes med tre dages træningslejr, som afsluttes med den klassiske Dansker Cup, før onsdagen bruges som hviledag op til stævnet.

- Vi oplever en klar fremgang i turen igen, og vi er i år fantastiske 107 sejlere fra hele 20 sejlklubber i Danmark. Flere og flere klubber kontakter os for at blive en del af SailingGarda.dk-arrangementet, som er en fantastisk opstart på sæsonen. En opstart, som også giver de klubber, hvor flere familier tager af sted sammen, et super udgangspunkt for et godt sammenhold i den kommende sæson, siger Marianne Bløcher fra SailingGarda.dk.

Festmiddag med 280 danskere

Tirsdag aften dannede Hotel Centrale i Riva rammen om holdets festmiddag, hvor 280 deltagere hyldede de bedste SailingGarda.dk sejlere i festlige rammer.

- Vejret på søen viser sig igen i år, trods den tidlige påske, fra sin bedste side med høj sol og vindstille morgen- og aftentimer, og søens klassiske brise med flot vind fra ca. middag til sidst på eftermiddagen, forklarer Marianne Bløcher.

De danske sejlere kommer hjem med masser af timer på vandet og klar til den nye sæson.

Bookmark and Share




FLERE NYHEDER


SEJLKLUBBER OG KLASSER


Få nyheder og deltag i konkurrencer

Besøg os på facebook


MORTEN LORENZEN TAGER ORDET