Niveauopdeling i Opti-klassen – en forældet tradition eller et genialt påfund?

Minbaad.dk dykker i en artikelserie ned i dét, der af mange anses som sejlsportens største udfordring: De manglende unge sejlere. Sejlere, der typisk indleder deres karriere i Opti-klassens niveauopdelte felter. Her deler to eksperter deres syn på inddelingen.

Underrigget og med en flad bund, der sætter en naturlig fartgrænse og gør turene i baljen færre.

Cocktailen, der i flere årtier har gjort Optimisten til én af de mest succesrige joller verden over. Utallige børn og unge har taget deres første sejlerskridt i båden, der 72 år efter sin fødsel fortsat sidder solidt på rollen som begynderjolle i landets sejlklubber.

For hurtigt elitært

Populariteten har gjort – og gør fortsat – den danske klasseforening, Optimist Class Denmark (OCD), til én af de største i sejlsporten herhjemme. 

Hundredvis af unge sejlere, fortrinsvis mellem syv og fjorten år, har deres daglige gang i klassen, hvor de ved stævner og i den lokale klubtræning ofte inddeles i tre grupper efter niveau – A, B og C:

- Det gør, at man arbejder og sejler med nogle på samme kompetenceniveau. Det gør det sjovere for den rutinerede, men også for nybegynderen, mener klasseformand, Lars Vesterholm-Lavesen. 

En påstand, som vækker debat i de dedikerede sejlsportsmiljøer, hvor opfattelserne af en inddeling på baggrund af sejlernes færdigheder er mange og markante. 

Også hos tidligere sportschef i Dansk Sejlunion, Michael Staal, der tager stærkt afstand fra opdelingsfilosofien – i hvert fald hvis den anvendes permanent:

- Dét, vi ved, der giver noget, er timer på vandet – næsten uanset hvem du sejler med på disse alderstrin. Derfor skal det primært være sjovt at sejle. Det bliver for hurtigt elitært med den omfattende niveauopdeling, fortæller Staal til Minbaad.dk.

Kammerater er afgørende

At konkurrence og sjov på vandet ikke kan gå hånd i hånd, undrer dog Vesterholm-Lavesen. Tre tidligere og nuværende Opti A-sejlere har han under sine vinger – herunder ældstesønnen Anders, der har været til start ved såvel EM- som VM-stævner:

- Sejlerne syntes bare, at det var sjovt at bruge mange timer på vandet og at sejle internationale stævner i Spanien, Thailand og andre steder. Det var her, de havde og har mange af deres kammerater, forklarer han.

Netop kammeraterne er for den tidligere sportschef ligeledes et nøgleord. Med inddelingen risikerer klubsejlerne nemlig, ifølge Staal, at vinke farvel til deres bedstevenner, der ikke nødvendigvis formår at avancere i samme tempo som nabobarnet eller skolekammeraten. 

- I mange år har Optimistsejlads stået for et udskilningsløb fra C- over B- til A-sejlere, hvilket for nogle unge er sket på bekostning af det sociale. Opdelingen er en stærkt medvirkende årsag til, at medlemstallet i sejlsport falder, påstår sejleren.

Den kammeratlige problemstilling er ikke ukendt i den danske klasseorganisation. Her mener man dog, at horisonten i stedet skal udvides i takt med, at de unges sygesikringsbevis ældes – ikke mindst, når helt nye sejlere gør deres entré i klubben:

- Jeg er ikke så sikker på, at det er den bedste jolle til alle sejlere. For de seks-otteårige er den en optimal begynderjolle, men starter de unge i en senere alder, vil det typisk være mere relevant at søge mod en klasse, hvor vennerne er, måske en tomandsjolle, opfordrer Optimist-formanden.

Naturligt fokus på A-sejlerne

For de sejlere, der sætter deres ben på havnen for første gang, venter nemlig en længere eller kortere periode som C-sejler.

En sejlergruppe, der samtidig sjældent tager på vandet i de nyeste joller og med den dygtigste træner i følgebåden.

Mens den skæve prioritering ærgrer Michael Staal, anser jolleklassens egen formand fordelingen for både naturlig og fuldt ud fair:

- Bag A-sejlerne står typisk stærke forældre, der er meget på havnen med deres børn. Kommer du kun én gang i måneden, er det svært at få den samme opmærksomhed som dem, der kommer fire gange i ugen, forklarer Lars Vesterholm-Lavesen.

At en ressourcestærk forælder, der er i stand til at tage aktivt del i barnets sejlerkarriere, ofte er en nødvendighed, hvis drømmen er medaljer og podieplaceringer i den populære klasse, er formanden derfor ikke bleg for at erkende.

Dyre stævner og træning i syden

Også forældrenes pengepung kan spille en afgørende rolle for den unge sejler og således definere, hvorvidt den unge kan få lov at kalde sig VM- og EM-sejler. 

Titusindvis af kroner må familierne typisk sætte til side, hvis kursen skal rettes mod klassens større, internationale mesterskaber.

- Forældrene bliver plukket økonomisk. Det er et uskønt og dumt spild af talent, hvis vi indretter Optimistsejlads efter forældrenes tegnebog og ’styrke’. Historien viser, at det ikke er de rigeste forældre, der nødvendigvis har de mest talentfulde sejlere, fremhæver Michael Staal.

En total boykot af de største udenlandske stævner for sejlere under femten år er i stedet, ifølge Staal, vejen frem, hvis den elitære tåge skal fjernes fra Opti-klassen. 

En strategi, der ligeledes ses i de fleste andre sportsgrene, hvor mesterskaber for udøvere under femtenårsalderen er bandlyst for at undgå de tilnærmelsesvis professionelle satsninger. 

- Der må man i stedet tro på, at man får noget ud af at træne herhjemme. Det er ærgerligt, at der i klassen er opstået en opfattelse af, at man skal træne i syden i vinterperioden for at drive det til noget, mener til gengæld Opti-formanden, der påpeger, hvordan de store events i stedet kan være med til at fastholde nogle unge sejlere.