Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Roskilde Fjord med Roskilde Domkirke i baggrunden er kampplads for årets sidste Finnjollestævne, Flæske Cup. Foto: Søren Kjær
Kapsejlads
Der bliver trængsel ved slæbestedet i Veddelev, men faciliteterne i havnen kan klare det, lover Finnjolleklubben. Foto: Søren Kjær

Én Finnjolle blev til tyve i Veddelev - nu belønnes klubben med det traditionsrige Flæske Cup

På tre år er antallet af Finnjolle-sejlere i den østsjællandske sejlklub steget markant. En flot præstation, der nu har ført årets sidste Finnjolle-stævne til byen. Over 25 joller forventes at stille til start lørdag den 5. oktober.

Af Sara Sulkjær |

Kalenderen siger 2016. Sættes kursen mod havnen i Veddelev må selv den inkarnerede sejler spejde langt efter en af de ellers så kendte Finnjoller. 

Kun én enkelt af slagsen holder nemlig til i bådelauget. 

Men nu, tre år senere, er Finnjollescenen forvandlet. 20 joller er en del af klubben, mens hele 22 Finnjollesejlere er på medlemslisten. 

Assistance udefra

En fornem stigning, der nu har sikret Veddelev Strand Bådelaug titlen som arrangør af Finnjolleklubbens traditionsrige Flæske Cup:

- Dansk Finnjolleklub ønsker at belønne klubben for det fantastiske projekt, understreger klassens bestyrelse i en pressemeddelelse.

Det er ikke ofte, at bådelauget lægger vand og klub til et kapsejladsstævne, hvorfor en udfordring venter, når de over 25 forventede joller finder vej til Østsjælland på lørdag den 5. oktober:

- Med lidt assistance udefra og et motiveret lokalt frivilligteam er rammerne på plads til både god kapsejlads, godt kammeratskab og den sædvanlige læreproces, hvor de erfarne giver deres viden videre til de nyere, lover Finnjolleklubben.

Flæskesteg afgør sejladstiden

På vandet kan sejlerne se frem til en uhøjtidelig begivenhed med flere korte sejladser. Antallet af sejladserne er uvist, da disse er begrænset af tidspunktet, hvorpå flæskestegen er klar til spisning.

Til at organisere det kulinariske program stiller et antal lokale Finnjolle-hustruer op.

Læs mere om Flæske Cup og tilmeld dig stævnet her.

content-loader
content-loader
content-loader