Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Som Ellen så ud i tiden i Smålandshavet med blandt andet gennemgående vogndæk, ændret stævnparti og gennemskåret 'grisehus'. Foto: Femø Lokalhistoriske Arkiv.

Færge fra 1933 blev ført tilbage til oprindelige skikkelse

Den Marstal-byggede færge, Ellen fra 1933, ligger i dag ved Holmen, og ligner den oprindelige færge efter flere renoveringer og ombygninger.

Af Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis |

- Her kan man stille en blyant over ende på agterdækket.

Sådan skrev Fyns Amts Avis' anmelder om Ellen. Da den Marstal-byggede tidligere Ærøfærge fra 1933 blev forvandlet til en restaurant, blev en markant del af den ført tilbage til den oprindelige profil.

Mindre smuk mellemfase

Som Færgen Ellen flyder flot ved Holmen i dag, har den en profil, der ligger ikke så langt fra nybygningen Ellen fra A/S H.C. Christensens Staalskibsbyggeri i Marstal i 1933.

Inden Ellen i 1963 kom i drift under en ny ejer i farvandet nord for Lolland, fik den på Ærø udført nogle ombygninger. Forandringerne udviskede delvis færgens oprindelige, klassiske linjer. Man kunne kalde denne periode i færgens historie for en mindre smuk mellemfase. Det vender vi tilbage til.

Ønske om direkte rute

Tidligere vært i DR's trafikradio, Finn Andersen, Sanderum ved Odense er færge-entusiast og aktiv i Dansk Færgehistorisk Selskab.

Finn Andersen fortæller til Søsiden, at Ellen efter de 30 år i Det Sydfynske Øhav blev brugt i en slags færgekrig i sit nye farvand, Smålandshavet:

- Femøboerne var trætte af en lang rute til Bandholm. De ønskede en direkte rute til Kragenæs. Den blev oprettet helt privat i maj 1963, med Ellen netop indkøbt af kaptajn Emmanuel Andersen. Først i 1978 blev overfarten en kommunal rute.

Tilbage i original skikkelse

Finn Andersen henviser til bogen 'Færgen og Femø'. Heri bliver den tidligere Ellen - navneskiftet til Femøsund, under overskriften 'Hun er en marstaller' - omtalt som Danmarks tredjeældste færge i drift.

- For at kunne transportere høje lastbiler især med sukkerroer til Lolland blev færgen ombygget. 'Grisehuset', som det blev kaldt på Ærø, ude på fordækket blev skåret igennem. Også sol- og bådedæk i midten blev fjernet. Styrehuset blev sat op på en forhøjning og malet hvidt. Samtidig blev den smukke forstavn ombygget totalt, så færgen også kunne lægge til med forenden, så bilerne ikke skulle bakke, siger Finn Andersen.

Finn Andersen kalder det beundringsværdigt, at færgens ejere fra 2000, restauratørparret Signe og Ulrik Bing på Holmen, har ført Ellen tilbage i næsten original skikkelse. De har lukket forstavnen, og det fine styrehus fremtræder igen i mahogni og er tilbage på sin gamle plads.

Hylende grise på fordæk

Ellen har også betydet meget for Finn Andersen:

- Første gang jeg var med den, var jeg kun tre år, har jeg fået fortalt. Senere blev det til mange ture på besøg hos familien på Ærø.

- Jeg husker også - ligesom Jørgen Otto Jørgensen (Søsiden 16. marts) - hurlumhejet med de hylende grise på fordækket. Og min mor har fortalt, at jeg som fire-årig selv hylede som en stukket gris, da færgen - efter at have landsat passagerer - pludselig forlod lejet i Faaborg for at sejle over til kajen ved slagteriet. Jeg troede nemlig, at Ellen ville sejle tilbage til Ærø, uden at vi nåede at komme med...

Så vidt Finn Andersen.

Et heldigt skib

Vi lægger Ellen-føljetonen til kaj med et avisudklip:

At motorfærgen Ellen var lidt af et vidunder i sin samtid, fremgår af denne prøvesejlads omtalt i Ærø Tidende og Folketidende den 2. juni 1933. I artiklen skelnes mellem begrebene skib og færge:

- "Paa den mest geniale Maade har H. C. Christensen Staalskibsbyggeri i Marstal kombineret Danmarks første Færge-Skib; man har gjort det på en saadan maade, at man har faaet alle Færgens Fordele og alle et Skibs smukke Linier og Evner til at gaa i Sø og Is. Alle vil indrømme, at disse Maal er naaet. Det er et heldigt Skib, der nu sættes ind paa ruten Søby-Faaborg", hedder det, og der afrundes med:

"Motorfærgen Ellen laver kun Ringe Spektakel, og Skibet er uden generende Rystelser. Her kan man stille en Blyant over Ende på Agterdækket - den bliver staaende".

content-loader
content-loader
content-loader