Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Hendriksen skal hænge til VM i Drage i Fremantle: 12 m/sek. hver dag

Det bliver et hårdt ved VM i Drage, for ud over hajer på banen, hærger også The Fremantle Doctor, som er en frisk vind 10-14 m/sek. HVER dag, forklarer Lars Hendriksen til minbaad.dk.

 

Af Troels Lykke |

Minbaad.dk er i kontakt med Drage-sejler Lars Hendriksen fra Rungsted. Han er lige nu i Fremantle i Australien for at sejle VM i båden No Way Back. 

Men starten har ikke været den bedste for Lars Hendriksen, der er midtermand på båden for den hollandske rorsmand Pieter Heerema, der seneste har sejlet solo jorden rundt i Vendée Globe, som første hollænder i en alder af 64 år. 

Om bord på den hvide Drage er også Lars Hendriksens ven, George Leonschuk, tidligere medaljetager i 49’er.

- Det er desværre ikke gået helt efter planen. Vi har været ramt af forskellige former for sygdom som kombineret med jetlag har slået os lidt ud af kurs. Derfor når vi slet ikke at sejle inden første sejlads som starter i morgen. Men vi har klaret indvejningen og får målt båd og sejl ind i dag. Vi har trænet målrettet mod VM og har ellers haft en fantastisk sæson i 2018, hvor vi har været top tre i alle stævner vi har deltaget i, forklarer Lars Hendriksen, der styrer taktik og spiler.

Hvad forventer du ellers af VM?

- Der venter os 10 sejladser til Drage VM og hvis vejret fortsætter venter der os sejladser i The Fremantle Doctor som er frisk vind 10-14 m/sek. hver dag. Når vi nu ikke har haft mulighed for at “skyde båden ind” inden stævnet må vi satse på at vi har farten fra starten imorgen.Vi får se.

Hvem står til at vinde her før start?

- Storfavorit et verdensmestrene fra Team Provezza med britiske Andy Beadsworth ved roret. Team Provezza er super hurtige i hårdt vejr men ikke så stærke når den løjer. Vi håber på at få “lidt af det hele” for vi sejler godt all-round, forklarer Lars Hendriksen fra  “downunder”.

Se kort interview med Lars Hendriksen udført af vennen Lars Stenfeldt.

Lars Hendriksen, tv., ses her med gasten George Leonchuk og 505-sejler Jan Saugmann. De står foran Fremantle Sailing Club. Der er ingen danske både med i stævnet.

Der er frisk vind i Freemantle, hvor 38 både stiller op. Der er få både med til VM da det er dyrt at sende en Drage til Australien fra Europa. Foto: Fremantle Sailing Club.

content-loader
content-loader
content-loader