Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kattegat bød sejlerne velkomne med store bølger og skumsprøjt. Foto: Harm Mueller-Roelk
Kapsejlads
En træt Jan Hansen gør klar til et velfortjent hvil. Foto: Danmark Rundt Singlehand
Kapsejlads
Tyske Harm Mueller-Roelk i sin Dehler 35. Foto: Harm Mueller-Roelk

Ti hårde hunde tilbage i Danmark Rundt Singlehand

18 m/sek. har været på menuen for de dygtige solosejlere, der nu har sat kursen mod sejladsens sidste ben, hvor vinderen i de to største løb skal findes. Bornholm er droppet i den hårde vind.

Af Sara Sulkjær |

25 var tilmeldt, 20 dukkede op, og 10 ser ud til at gennemføre - nu er tallet torsdag morgen nede på 9. Det er status i Danmark Rundt Singlehand, der lørdag sendte nogle af de dygtigste lystsejlere på turné i de indre, danske farvande:

- Det er vi vældig tilfredse med. Jeg har stor respekt for de sejlere, der vælger at hoppe fra, og er samtidig imponeret over dem, der bliver. Det er de hårde hunde, der er tilbage, understreger medarrangør Jan Møller overfor Minbaad.dk. 

Kryds i 20 m/s aflyst

I 18 sekundmeter har solosejlerne kæmpet sig fra Assens i syd, via Bønnerup til Skagen i nord, hvorefter kursen blev sat mod østkystens Rungsted. Herfra skulle stævnen efter planen rettes mod Bornholm. Et stop, som deltagerne dog må gemme til om to år, hvor sejladsen efter planen atter er på programmet: 

- Vejrudsigten estimerer blæsevejr om få dage, hvilket vil betyde, at især de to bagerste både vil få 20 sekundmeter på kryds i Østersøen. Det vil vi ikke udsætte dem for, forklarer Jan Møller.

Danmarks sydligste punkt, Gedser, har derfor fået besøg af sejlerne før tid. Et tolv timers hvil – modsat de vanlige otte timer - er sejlerne pålagt at tage i havnebyen.

En besked, som ikke alle deltagerne tilsyneladende havde opfanget. Således nåede First 40-sejler Stig Wittrup at kaste fortøjningerne og sejle mod startlinjen efter blot otte timers pause, hvorfor arrangørerne måtte sætte efter den dygtige sejler:

- Det havde jeg nok ikke fået kommunikeret godt nok. En træt shore-manager og en træt sejler er måske ikke den bedste kombination, så jeg skylder vist en øl eller to, ler Møller.

Bredt favoritfelt

Fire timers uventet hvil blev dermed foræret til Wittrup, der regnes blandt favoritterne i løbets største klasse, hvor også Jan Hansen i sin nyindkøbte Figaro 2 og den svenske Xp44-sejler Rikard Roth har vind i sejlene:

- Rikard sejlede som den første fra Gedser kl. 7.00 i morges, men han har også et højt mål. Det er et meget åbent løb, og der bliver gået til stålet, understreger Møller. 

Det samme er tilfældet i medium-klassen. Her er det arrangørens egen bror, Sven Møller i sin Seascape 27, og X ¾-ton-sejler Jens Listrup fra Sverige, der har lagt sig i spidsen: 

- De kommer fra hver deres side af spektret. Sven er god ned ad bakke, men udfordret på kryds, mens det modsatte er tilfældet for ¾-tonneren. På det sidste ben, der bliver en krydssejlads i 10-11 sekundmeter, har sidstnævnte derfor en fordel, spår arrangøren. 

Spændingen er med de færre sejlere til gengæld forduftet i den mindste klasse. Her er kun én båd, den 72-årige alderspræsidents Scanmar 33 Tustine, tilbage i feltet.

Tysker måtte håndstyre i ti timer

Mens de fleste øvrige sejlere selv har valgt at strege deres navn fra deltagerlisten, måtte Niels Ulstrup midt i Kattegat rekvirere assistance fra Anholt Redningsstation: 

- Han hørte et ’gonk’, så han mener, at han har ramt et eller andet. I hvert fald har rorbladet forladt rorstammen på hans Brøker 35, forklarer Jan Møller.

Også tyske Thomas Becker kom i problemer halvvejs i Kattegat, da han i sin Dynamic 43 mistede al strømmen og i ti timer måtte stå ved roret til han nåede Rungsted.

De første sejlere forventes at ankomme til mållinjen i Assens sent onsdag eller først torsdag, hvorefter de øvrige deltagere vil følge i kølvandet frem til fredag. 

Følg sejlerne via livetracking her.

content-loader
content-loader
content-loader