Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Sven Møller inden han blev ramt af det ærgerlige mastehavari på Femernsund. Foto: Danmark Rundt Singlehand

BREAKING i Danmark Rundt Singlehand: Sven Møller på Seascape 27 brækker masten i Femernsund

Seascape 27-sejleren mistede masten sent onsdag aften, da han var gået i strømlæ ved Femern. I alt er seks både gået i mål i den udfordrende solosejlads. Svenske Rikard Roth i Xp44'eren XAR var første mand i Assens.

Af Sara Sulkjær |

Surt, synd og ærgerligt. Tre ord, der, ifølge Sven Møllers bror og medarrangør af sejladsen, Jan Møller, kan sættes på Seascape 27-sejlerens deroute fra Danmark Rundt Singlehand.

En sejlads, der ellers nærmede sig sin afslutning i Assens, da Møller på det sidste ben sent onsdag aften knækkede masten i Femernsund, hvor han jagtede strømlæen i sin hurtige sportsbåd:

- Vi ved ikke, hvorfor den er faldet ned, om noget er brækket eller lignende. Men han er i god behold og kunne selv bjærge store dele af riggen samt sejle i havn, forklarer Jan Møller, der med trailer har sat kursen mod broderen i Tyskland.

Fejlfri sejlads

Med Sven Møller ude af billedet er vejen banet for svenske Jens Listrup, der i sin ¾-tonner kæmpede en tæt fight med Møller om den samlede sejr i løbets mediumklasse:

- Han ligger lige nu (torsdag morgen, red.) syd for Langeland og er dermed ovre Langelandsbæltet. Hvis han gennemfører, er han med sikkerhed den, der vinder, understreger Jan Møller. 

Dermed befinder svenskeren sig i den tre mand store gruppe, der fortsat mangler at gå i mål i Assens. Seks både har allerede kastet fortøjningerne i havnebyen, hvor Xp44-sejler Rikard Roth fra Sverige i suveræn stil banede vejen natten til torsdag:

- Han har sejlet enormt dygtigt og præcist. Der har ikke været nogen fejl, men han har måske også sejlet en smule konservativt, forklarer arrangøren.

Jan Hansen tæt på sejren

Om svenskeren ender med at stille sig øverst på podiet i løbets største klasse, når vinderne hyldes fredag aften, er tvivlsomt. 

I stedet formåede Figaro 2-sejler Jan Hansen sandsynligvis at liste sig indenom konkurrenterne, da han, præcis som Sven Møller, satte kursen mod strømlæen ved Femern og krydsede op langs den tyske kyst. 

- Hvis der slækkes blot en lille smule, accelerer både som Figaro 2 og de mere moderne sportsbåde meget. Derfor kan du godt tillade dig at have overhøjde og stadig få noget ud af det, forklarer Jan Møller om Hansens sejlads.

Det taktiske krumspring betød, at sejleren ved målgang i Assens havde vundet tid på førende Roth og de øvrige konkurrenter. 

- Hvis han ikke havde gjort noget dramatisk, ville han være blevet overhalet. Uden at vi har regnet pointene ud, vil jeg sige, at den ligger godt til ham, fortæller Jan Møller, der forventer at have det endelige resultat klar i aften.

Tre både kæmper fortsat for at nå mållinjen i Assens. Følg dem via livetracking her.

content-loader
content-loader
content-loader