Vand i oliefyret tvinger Silje og Hauke til Island

Efter festlig afgang fra Frederikstad og en lidt hård sejlads stod det indre billede af Færøerne knivskarpt, da vi kunne se antallet af sømil til øgruppen falde støt på kortplotteren. 

Alle havde et billede af Færøerne som en bunke små forblæste og får-fyldte øer midt i Nordatlanten – og det var da også præcis sådan, de tog sig ud, da vi først fik dem i syne gennem tågen.

Et syn, der dog hurtigt ændrede sig. 

Vand gennem luftindtaget

Kort efter ankomsten til Torshavn gik det op for os, at vi var ankommet dagen før årets største fest i byen, hvor line-up’et på den store scene bestod af navne som LOC og Suspekt. Vi trak derfor endnu en gang i festtøjet og gik et moderne og festligt ø-liv i møde. 

Tre dage havde vi på Færøerne i denne omgang. Tiden blev brugt på forberedelser til benet mod Grønland.

Planen var hele tiden at gå direkte fra Færøerne til Grønland, men i den store bølgegang fra Norge var der på uheldig vis kommet vand gennem luftindtaget og ind i vores helt nye oliefyr. 

Det viste sig at være et problem, der trods alt var for stort for det lille ø-samfund, så ruten måtte ændres en smule. Vi fik kontakt til en forhandler på Island og aftalt en levering dertil. 

På Færøerne ordnede vi dermed, hvad vi kunne, og stak nordpå.

Sejlads i tåge

Sejladsen mod Island blev noget af det mest monotone, vi længe har prøvet. Under hele turen lå skibet indhyllet i en tyk tåge og gav os minimal sigtbarhed.

Tågen i kombination med høje bølger, halv-kraftig vind og en sol, der ikke rigtigt går ned, gjorde, at dagene og nætterne gyngede sammen til en stor grå og våd mos. 

Under overfarten faldt forventningerne til Island mere og mere, men som aftalt på klokkeslæt fik vi to timer før ankomsten helt skyfri himmel og spejlblankt vand, og kunne på smukkeste vis gå ind i havnebyen Húsavik på den nordlige kyst. 

Opholdet på Island blev lidt en gentagelse af Torshavn. Vi havde en masse, der skulle ordnes, ikke mindst det problematiske oliefyr, men igen var der årets største fest i byen, og havnen var forvandlet til ét stort tivoli med forlystelser og boder. 

Islandsk sejler-community

Det mest overraskende ved Húsavik var helt klart antallet af sejlere. Vi kom til Island uden overhovedet at have skænket det en tanke, at vi ville møde andre lystsejlere helt heroppe, men allerede ved ankomsten lå der er en anden sejlbåd langs kajen. 

Ombord på båden var en flok tyske klatregutter, som tidligere havde lavet en ekspedition, hvor holdet på vestkysten af Grønland delte sig i to: Den ene halvdel sejlede syd om spidsen og op langs østkysten, og den anden halvdel tog den over indlandsisen til fods og mødte skibet igen på østkysten. 

Denne gang skulle de op og bestige et bjerg, som de sidst havde spottet, men aldrig nået at bestige. 
På andendagen ankom endnu en båd, som også havde Østgrønland som mål.

I havnen lå allerede to gamle træskibe, som sejler hvalture på Island det meste af året, men som på denne tid tager syv uger med turister i Scoresbysund-fjorden. 

Alt i alt var vi altså fem skibe, som skulle til samme lille by på den østgrønlandske kyst, og som havde afgang fra Húsavik samme dag. 

Næste destination: Grønland

På vej ud af Húsavik blev vi kort ønsket god tur af et par flotte pukkelhvaler, som kom op og hilste med blås og haleprofil. Vejret var igen i særklasse, og der blev sejlet sommersejlads iført t-shirt og solcreme, som var vi på ø-cruise syd for Grækenland. 

Dagens sejlads var kun et kort hop op til Islands nordligste ø, Grímsey. Et ø-besøg, der skulle give Silje de prøver, hun skal have med hjem til sit kviksølvsprojekt. 

Det forhindrede os ikke i at vandre en kort tur og dermed stikke næsen kort over polarcirklen på øens maleriske vestkyst fyldt med høje klippevægge og søpapegøjer i tusindvis. 

Da vi lagde den lille forblæste klippe bag os, kunne vi nu for første gang sige, at næste destination var Grønland! Vejrudsigten tydede på, at krydsningen af Danmarkstrædet ville blive med vejr af ægte nordatlantisk kaliber.

Læs sejlernes første blog her.