Klimavenlig husbåd kan købes for 37 mio. kr.
Den amerikanske yacht er produceret med de stadigt mere ekstreme vejrfænomener for øje, hvilket, ifølge de amerikanske designere, er med til at fremtidssikre båden. Se video af den såkaldte Arkup her.
At føre en bæredygtig livsstil er for flere moderne danskere en naturlig del af hverdagen. Men det kan være dyrt at bo miljørigtigt.
I hvert fald hvis du drømmer om at flytte ombord på husbåden Arkup. Den flydende bolig er konstrueret i USA og kommer med et prisskilt på mellem 5,5 og 5,9 mio. dollars - svarende til 37-40 mio. danske kroner.
Bæredygtig og fremtidssikker
For millionbeløbet får den kommende ejer et 75 fods bæredygtigt hjem. Et hjem, der sågar kan sejle op til fem knob og ligger stabilt i vandet.
Her kan det ligge i flere år. De amerikanske designere har således taget hensyn til de stadigt mere omskiftelige vind- og vejrforhold, ligesom husbåden er selvforsynende hvad angår elproduktionen ombord:
- Fra dens evne til at modstå eller afværge ekstreme vejrfænomener til dens uafhængige systemer, der fuldt ud giver mulighed for ikke at være tilsluttet det overordnede forsyningsnet, var den beboelige Arkup-båd udtænkt til at være bæredygtig og fremtidssikker, garanterer konstruktørerne på Arkups hjemmeside.
Otte køjepladser
Ikke kun de ydre forhold er på plads på millionyachten. Om læ kan ejeren drage glæde af de fire soveværelser, der tilbyder plads for otte overnattende, samt de 4,5 toiletter, som findes ombord.
Arkup #1 er i øjeblikket placeret i Miami, men kan fragtes til ethvert sted i verden.
Læs mere om husbåden her.